Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Yoox i positiv vækst i 2011

Yoox Group har netop afleveret sit årsregnskab, og det viser en positiv fremgang for gruppen. Således har Yoox oplevet en stigning på 9,7 pct. i nettooverskuddet til 10 mio. euro. Det skriver Women’s Wear Daily.

Forøgelsen i overskuddet sker på trods af heftige investeringer. Investeringerne omhandler blandt andet ekspansion og indgang på nye markeder, en ny distributionsplatform, teknologisk innovation, nye kontorer i Milano, ekspansion af Yoox’ bygninger i Bologna og opstart af en række initiativer i Kina.

I 2011 oplevede Yoox en stigning på 35,9 pct. i salget, som steg til 291,2 mio. euro. Gruppen, der både kører multi-brand og single-brand virksomhed, oplevede en stigning på 30 pct. i indtjeningen på multi-brand-afdelingerne, der inkluderer yoox.com og thecorner.com.

Multi-brand voksede således til 212,8 mio. euro og står dermed for 73,1 pct. af gruppens totale salg. Mono-brand-afdelingen, der driver e-handelsplatforme for mærker som Giorgio Armani og Valentino, fik et salg på 78,4 mio. euro, og udgør dermed 26,9 pct. af det totale salg.

Yoox lancerede syv nye mono-brand onlinebutikker i 2011, og driver dermed 30 nu – hvoraf syv er aktive i Kina. Derudover fornyede gruppen sine aftaler med Giorgio Armani, Valentino og Marni fem år frem. Sidste år lancerede gruppen online platforme for Y-3, Brunello Cucinelli, Dirk Bikkembergs, Dolce & Gabbana og Moncler. 



Gruppen er aktiv i omkring 100 lande, og for første gang nogensinde i Yoox’ historie udgjorde USA det største marked. Med en vækst på 41,5 pct. står markedet for 20,5 pct. af salget. 



Kilde: Women’s Wear Daily
Billede: Yoox.com