Midtjysk modeindustri hyrer akademikere
Finanskrisen åd mange jobs i beklædningsbranchen, men nu finder universitetsuddannede fodfæste i virksomhederne. Især har virksomheder i Region Midtjylland været gode til at omstille sig til nye tider og fastholde kompetencer.
Det er bestemt ikke let at være virksomhed i møbel- og beklædningsbranchen. Heller ikke i Region Midtjylland. Alligevel er der måske grund til forsigtig optimisme, for en ny undersøgelse viser, at brancher med produktion – og som vælger at flytte denne produktion ud – godt kan fastholde kompetencerne og ad den vej skabe nye arbejdspladser.
”Branchen har tabt rigtig mange arbejdspladser i perioden 2003-2010 – særligt fra finanskrisen start i 2008. Men i samme periode er antallet af universitetsuddannede øget med mere end 50 % og vi ved fra talrige undersøgelser, at det er et vigtigt udgangspunkt for udvikling af små og mellemstore virksomheder,” forklarer direktør Betina Simonsen for Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning og Development Centre UMT, som står bag undersøgelsen sammen med Region Midtjylland og eStatistik.
Hun peger samtidig på, at Møbler og Beklædning er et ud af i alt otte ressourceområder, som hver især repræsenterer én af Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner:
”Rapporten viser, hvor vigtigt et erhverv Møbler og Beklædning er for Danmark, og det er vigtigt at se på, hvordan hele branchen kan lære af hinanden – eksempelvis Region Midtjyllands gode tal, hvad angår eksport og Region Hovedstadens større andel af nyetablerede virksomheder.”
Eksport fra Region Midtjylland
Antallet af nyetablerede virksomheder inden for Møbler og Beklædning er højere end andre brancher, men overlevelsesraten igennem krisen har til gengæld været lavere; knap halvdelen af de virksomheder, der blev etableret i 2003 var stadig aktive i 2010.
”Møbel- og beklædningsindustrien er vigtig i Region Midtjylland. Halvdelen af branchens samlede eksport kommer herfra og regionen har flest beskæftigede inden for møbler og beklædning – kun overgået af energi- og miljøområdet. Det er vigtigt, at vi fortsat innoverer og kompetenceudvikler, så vi kan understøtte branchen til at videreudvikle de mange små og mellemstore virksomheder og hele tiden afsøge nye eksportmuligheder,” siger Betina Simonsen.
Historisk perspektiv
Direktør Kent Nielsen fra eStatistik hæfter sig ved, at branchernes synlighed i Region Midtjylland skal ses i et historisk perspektiv. Beklædningsvirksomhederne flyttede produktioner ud allerede i 1990’erne og da krisen i 2008 satte ind kulminerede denne proces, og der forsvandt igen mange faglærte og ufaglærte jobs.
”Men virksomhederne i Region Midtjylland har stadigvæk deres spidskompetencer i behold, trods den store udflytning. Selv om lønsystuer og farverier er væk, har man omstillet sig og beholdt de centrale funktioner. Denne evne til at fastholde kompetencer i et område kan aflæses direkte i tallene: Virksomhederne i Region Midtjylland står for mere end halvdelen af hele den danske eksport inden for ressourceområdet Møbler og Beklædning,” siger Kent Nielsen.
Foto: DK Company