Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Dansker vinder Vogues talentkonkurrence

Danske Heidi Langvad løber med sejren i Muuse.com og Vogue Italias onlinebaserede talentkonkurrence
Danske Heidi Langvad løber med sejren i Muuse.com og Vogue Italias onlinebaserede talentkonkurrence

Det er den danske designer Heidi Langvad, der designer under navnet Heidi Paula, der har vundet en stort anlagt international talentkonkurrence. Søsat af Vogue Italia og danske Muuse.com har konkurrencen haft ti særligt udvalgte og talentfulde finalister – og disse har været til offentlig afstemning på nettet. Det er derfor en både stolt og beæret Heidi Langvad FashionForum.dk fanger, til en snak om sejren.

For hun er som en af ti finalister blevet udvalgt af Sara Maino (senior fashion editor på Vogue Italia, red.) fra et felt på 50 designere. Og herfra har alle så haft mulighed for at stemme på Heidi Langvads designs.

”Det var en sejr i sig selv at blive udvalgt som en af de 10 bedste af Sara Maino. Og så betyder det at få en anderledes anerkendelse udenfor skolens 4 trygge vægge virkelig meget. Og så æren. Det betyder alt. At så mange mennesker vil én det bedste. Det er den smukkeste tanke,” siger hun til FashionForum.dk.

Nu kommer den danske designer i italiensk Vogue, men arbejdet stopper ikke bare der for Heidi Langvad.

”Vi må jo se, hvad det bringer. Det bliver absolut en kæmpe oplevelse, om end lidt surrealistisk. Og så skal der arbejdes videre med kollektionen. Det skulle gerne ende ud med, at jeg kan vise en hel kollektion til enten august eller februar,” siger hun, der i december blev færdig på TEKO og som har kæmpet indædt for at vinde konkurrencen.

”Det var en fornøjelse lige at tage bitch suitet på og gå all in for at skaffe stemmer, så lige slå en konkurrent på målstregen,” afslutter hun.

Billeder: Heidi Langvad