IC Companys oplevede i 2. kvartal af regnskabsåret en yderligere tilbagegang i forbrugernes købelyst. Således havnede resultatet af den primære drift i første halvår af 2011/2012-regnskabsperioden på 146 mio. kr., hvilket er 45 pct. lavere end i fjor.
 
”Effektive priskampagner og førudsalg har medført, at koncernen har fastholdt sin markedsposition og realiseret et solidt cash flow, men har samtidig øget presset på koncernens bruttomargin, der går tilbage med 3,6 procentpoint,” lyder det i en meddelelse fra huset.
 
IC Companys slutter første halvår med en nettoomsætning, der på 2,1 mia. kr. ligger på niveau med sidste år – beskedne tre millioner kroner lavere. Ser man specifikt på den tremånedsperiode, der netop er afsluttet, har koncernen dog oplevet en omsætningsfremgang på 4 pct. sammenlignet med samme måneder for et år siden.
 
Forventningerne til det fulde regnskabsår er ikke høje, lyder det fra IC Companys’ adm. direktør Niels Mikkelsen:
 
"De resultater, vi forventer at realisere i indeværende regnskabsår, er utilfredsstillende — også selvom de primært skyldes eksterne markedsforhold,” siger han med henvisning til at koncernen regner med, at både omsætning og bruttoavance vil være under fortsat pres på grund af vanskelige markedsvilkår.
 
”Der er dog ingen tvivl om, at koncernens strategi og nye struktur har været afgørende for koncernens evne til at komme sikkert igennem krisen. Selvom vi i øjeblikket tilpasser strategien for enkelte af vores brands til de nuværende forhold, ligger koncernstrategien fast. Den skaber rammen for vores vigtigste prioritet fremadrettet: at løfte koncernens indtjening."
 
Forventningen til hele året er stadig en omsætning på 3,7-3,8 mia. kr.