Godt i gang med e-handel - sådan!
Ud over de almindelige love og regler for handel, som skal overholdes både uden for og i online handel, findes der særlige regler og retningslinjer for online handel.FashionForum.dk bringer i samarbejde med Christina Wiesner, advokat og partner i advokatfirmaet Nordia, fremover en række indlæg med afsæt i mode og lovgivning. Her først en kort introduktion til jura og e-handel:
Lovgivningen på e-handelsområdet er lidt af en jungle. Reglerne findes dels i nogle generelle love som gælder for markedsføring og salg såvel på internettet som uden for internettet, dels i nogle særlige regler, som kun gælder for markedsføring og salg på internettet. Nogle virksomheder tilslutter sig i øvrigt frivilligt mærkningsordninger som f.eks. e-mærket, der pålægger dem regler ud over lovgivningen i håb om at øge kundernes tillid dem.
Forbrugerne skal beskyttes
Hvis du har en virksomhed der sælger varer til forbrugere skal du være opmærksom på at der er noget strengere regler end hvis du sælger til andre virksomheder. Grunden er at forbrugeren skal beskyttes bedst mulig, og reglerne kan derfor heller ikke fraviges til ugunst for forbrugeren.
Ud over de almindelige love og regler for handel, som skal overholdes både uden for og i online handel (her er der tale om Aftaleloven, Købeloven, Kreditaftaleloven, Forbrugeraftaleloven, Markedsføringsloven og Persondataloven) findes der særlige regler og retningslinjer for online handel. Der er nemlig en E-handelslov, Forbrugerombudsmandens retningslinjer samt de frivillige mærkningsordninger.
Grundlæggende skal kunden inden aftalen indgås have tydelige oplysninger om:
- Praktiske oplysninger om virksomheden, som navn, adresse, telefon nr. mm.
- Mærkningsordninger
- Erhvervsmæssig hovedaktivitet. Det skal fremgå klart hvad der sælges på siden.
- Vejledning om varen eller ydelsen.
- Pris
- Betaling og levering
- Varighed og opsigelse
- Fortrydelses-, afbestillings- og returret
- Oplysningernes gyldighedsperiode
- Kontrakt- og generelle salgsbetingelser
Efter handlen skal kunden have følgende oplysninger:
Bekræftelse af ordremodtagelse. Bekræftelse kan ske ved, at kunden fx viderestilles til en ny side, som bekræfter modtagelse, at modtagelse bekræftes pr. e-mail .
Erhvervsmæssig hovedaktivitet. De oplysninger, forbrugeren har fået om din virksomheds navn, adresse og erhvervsmæssige hovedaktivitet, vejledning om varen eller ydelsen, pris, betaling og levering, varighed og opsigelse, og fortrydelsesret, jf. oplysninger før handlen, skal gives igen efter handlen. Denne gang dog på papir eller fx e-mail, medmindre forbrugeren allerede har fået oplysningerne i denne form, fx på ordrebekræftelsen.
Vejledning om varen eller ydelsen. Er der fx garanti på, hvordan forholder din virksomhed sig til reparation, og skal varen vedligeholdes specielt?
Pris
Betaling og leveringsoplysninger, kan fx fremgå af samme skærmbillede som ordren bekræftes på, samt af e-mail med ordrebekræftelsen
Varighed og opsigelse. Er relevant hvis det fx drejer sig om en låne eller leasing aftale.
Fortrydelsesret
Markedsføringsloven indeholder en generalklausul, som siger, at virksomheder skal udvise god markedsføringsskik under hensyn til forbrugerne, andre virksomheder og almindelige samfundsinteresser. God markedsføringsskik indebærer fx, at det er forbudt at lave vildledende markedsføring. Man skal med andre ord opføre sig ordentligt i cyberspace.
En virksomhed må desuden som udgangspunkt ikke henvende sig til nogen ved brug af e-mail og nyhedsbreve med henblik på afsætning af varer og ydelser, medmindre modtageren forinden har bedt om det. Derfor kan man ikke bare sende nyhedsbreve ud til alle og enhver, før de har givet tilladelse til det.
Følger du disse grundlæggende retningslinjer er du godt på vej, men der findes flere og der er mange nuancer i lovgivningen alt efter hvilken branche du bevæger dig ind i. Det bedste du kan gøre er at undersøge sider som bl.a. STARTVÆKST, der er en del af Erhvervsstyrelsen.
Sådan siger altså advokat Christina Wiesner. Læs flere spændende indlæg fra hendes hånd på bloggen Fashion Law.
Foto: Apple