Anmeldelse: Henrik Vibskov AW12

The Shrink Wrap Spectacular var titlen på Henrik Vibskovs bud på efterårsmoden, og spektakulær var installationen da – vanen tro – også. En lang installation af hvide trommer blev ramt af trommestikker, når modellerne trådte på de pedaler, der udgjorde podiet – og dermed installationen.

Der var altså skabt en af de sædvanligt imponerende rammer om Vibskovs show, men alligevel var det som om, alt ikke var som det plejede. Måske fordi det ikke var fredag aften, og den rand af håbefulde fashionistaer, der altid er at finde til showet, havde det bedre hjemme under dynen en sen onsdag aften, end på et koldt Carlsberg? Under alle omstændigheder var stemningen ikke lige så festlig som den plejer – selvom der stadig blev serveret guldøl.

Og onsdagsstemningen er måske et meget godt pejlemærke på, at Henrik Vibskov står ved en skillevej. For kollektionen udmærkede sig ved – ligesom atmosfæren – at være mindre larmende end tidligere – og på den måde en fortsættelse af sidste kollektion, der også virkede mere moden. Især på herresiden var det tydeligt, at Vibskov er mere seriøs. Nogle virkeligt pæne – og egentlig ret klassiske – frakker var således et godt tegn på, at man ikke behøver springe i et par flerfarvede strikgamacher for at blive en del af designerens univers.

Selvom de stadig er der, alle de fantastisk spøjse ting. Men farverne, tonerne og mønstrene er lidt mere nedtonede, nogle af dem endda nærmest dyriske. Der er mange prints, striber og udtryk – men ser man gennem stylingen, er meget af det ret tilgængeligt (dermed ikke sagt direkte kommercielt….).

[[addon]]
Lynlåse blev der leget med på en fin måde – især på fronten af herreshorts, eller som detalje på en overdimensioneret hætte på frakker. Der var buksedragter, jakkesæt (især et i psykedelisk akvamarinprint var interessant, printet gik igen hos begge køn flere gange), skjorter og leggings en masse (fint videreudviklet fra sidste sæsons farver) – til begge køn, men til piger også med muligheden for i stedet at vælge de fine tofarvede strømpebukser.

Der var brændte nuancer, orange og creme samt nogle fine ting i en sort/hvid-meleret strik med henholdvis (karry)gule, røde og blå kontraster. Mondrian, kan man tænke – men så også lige med en stribe af lilla for at bryde.

At Vibskovs show altid er et kæmpe tilløbsstykke vidner om, at han blandt sit publikum har en meget kærlig fanskare. Han leverer altid gedigne og gode kollektioner, der imponerer med den særegne signatur. Men måske det er tid til, at Vibskov beslutter, om det skal være voksent og modent eller larmende og one-of-a-kind. Han kan begge ting, men det ville styrke Henrik Vibskov at gå mere i én retning end at forsøge sig med begge på en gang.