Anmeldelse: Anne Sofie Madsen AW12

Efter Anne Sofie Madsen åbnede modeugen sidste sæson som debutant, var det nu tid til den svære toer torsdag formiddag. Og det må være lidt af en angstprovokerende toer at skulle præsentere, når man som hende fik kastet roserne og klapsalverne i nakken sidste gang.

Men lad det være sagt med det samme; det lykkedes. Anne Sofie Madsen præsenterer nemlig et unikt univers, der ikke kan sammenlignes med særlig meget andet herhjemme – eller andre steder, for den sags skyld. Det er en blanding af høj kreativitet, legesyge og fantastisk håndværk, og det holder hele vejen.

Iniutgudinde
Til foråret var inspirationen hentet hos krigerprinsessen Mononoke, men til efteråret var hun erstattet med Sedna, inuitternes gudinde fra underverdenen, der hævntørstig, og som halvt menneske og halvt skelet, må være en frygtindgydende skikkelse. Således også hos Anne Sofie Madsen, hvor udtrykket var en blanding af teknikker inspireret af inuitternes udskårne tupilakfigurer, Sednas menneskelige side og viktoriansk herretøj. Sikke en blanding.

Morbide og ætsende skarpe var de styles, hvor designeren med teknisk snilde havde genskabt tupilakkernes udskæringer på tøjet – i sindrige mønstre og former, påsat kjoler og bluser, eller lignende sorte knogler på et par bukser.

Eventyrlige og legende var Sednas menneskelige del, visualiseret ved brugen af frynser. Showets åbningslook var frynset på en nærmest charleston-agtig vis, men med kig til kroppen bag den transparente bund.

Hoppe og danse
Anderledes igen var de styles hvor frynserne dannede mønstre, der hoppede og dansede, mens modellerne gik. De kom både i en udgave med blå, sorte og creme nuancer, en holdt i hvidt med skinnende lakdetaljer og i en kjole, der blandede designeres talent for print med teknisk snilde.

For printet er noget af det allerbedste. På toppe og kjoler så man dystre ansigter forvrænget nedstirre publikum, udviklende sig til symmetriske former og figurer. Vanvittig smukt. Men også de mere enkle prints fungerede, for ikke alt fra Anne Sofie Madsen ligner showpieces – denne gang var der nemlig også langt mere brugsorienterede sager på Rådhuset.

[[addon]]Fine toppe, korte nederdele og en flot sort frakke med læderdetaljer og store runde skuldre var lækre, mens bluserne – enten i et skinnende materiale eller med ”horn” eller ansigter byggede bro mellem det hverdagsorienterede og det eksklusive.

Rugbrød sælger
Enkelte halvtransparente sorte kjoler med et gulligt, boblende print virkede glimrende som bund og en nederdel, skåret ved knæet, i gnistrende sort og hvid kunne sagtens ses i gadebilledet. Og det er nødvendigt, for ligegyldig hvor smukke de voldsomme kreationer er, er det nok ikke dem, der i sidste ende giver smør på brødet i et land som Danmark.

Det var den svære to’er, men der blev til fulde levet op til den. Designeren, der sidste sæson fik folk til at spærre øjnene op, kan noget særligt. Hun skaber drømme og tilbyder en flugt, pansret bag udførlige kreationer. Og selvom drømmen er mareridtsagtig og uhyggelig, er det stadig en drøm. Et kort øjeblik væk fra virkeligheden. Hende skal vi passe på.