Pia Olsen Dyhr: Modebranchen skal styrkes til vækst
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) åbner modeugen - og fortæller FashionForum.dk om modebranchens vækstlag, oplevelsesøkonomi og gode muligheder for eksport.Modeugen er skudt i gang, og den officielle åbning bliver forestået af handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
FashionForum.dk har sat ministeren stævne om modeugens betydning for branchen, den nye regerings betydning for modeindustrien og fremtiden for de kreative erhverv.
Branchens økonomiske muligheder skal styrkes – og imponerer samtidig ministeren. Ifølge Pia Olsen Dyhr er der nemlig et stort potentiale for øget vækst og øget eksport til både eksisterende og nye markeder.
For når den danske mode- og tekstilindustri omsætter for mere end 30 mia. kr. og mere end 80 pct. af indtjeningen kommer fra salg uden for Danmarks grænser, kan man godt tillade sig at sige, at Danmark har meget at tilbyde verden.
”Jeg har netop modtaget de nyeste eksportal for omsætningen indenfor modeindustrien for 2011, hvor tallene for november og december er estimeret. Det er gode nyheder. Med en stigning på 13,4 pct. i eksporten fra 2010 til 2011, er der tale om en flot fremgang,” siger Pia Olsen Dyhr til FashionForum.dk, og fortsætter:
”Hele 94 pct. af den samlede omsætning omsættes nu uden for landets grænser. Det synes jeg er flot.”
Nye initiativer skal søsættes
På de nye vækstmarkeder har de kreative erhverv – og modebranchen – gode muligheder. Og det vil den nye minister gerne støtte op om, er den klare udmelding.
”Der er gode muligheder for tættere samarbejde mellem vores kultur- og eksportindsats. Jeg tænker derfor lige nu sammen med kulturministeren over mulige nye tiltag. Oplevelsesøkonomi er et vigtigt bindeled mellem kultur og samhandel,” fortæller handels- og investeringsministeren og sætter tingene i perspektiv.
”Når vi fx eksporterer dansk musik, design, arkitektur, mode, spil og mad, så sælger vi også dansk kultur og fremmer danske værdier. Det øger samtidig kendskabet til Danmark, så vi kan tiltrække flere turister og få skabt flere jobs herhjemme. Vi skal være bedre til at udnytte disse synergier.”
Og det med de danske værdier er centralt. Danske modevirksomheders fokus på CSR er nemlig, ifølge Pia Olsen Dyhr, ”det nye sort”.
”Jeg er glad for, at se alle de gode bestræbelser og prisværdige initiativer, både fra brancheorganisationer og fra de enkelte modevirksomheder til at sætte CSR på deres strategiske dagsorden. Dermed bliver Danmark en frontløber og det er til gavn for hele branchen.”
De kreative vækstlag
Pia Olsen Dyhr fremhæver især de små- og mellemstore virksomheders muligheder for at vækste. Ifølge hende er modebranchen gennem de sidste fem år modnet betydeligt – og den udvikling skal fortsættes.
”Vores vigtigste eksportmarkeder er stadig de nordeuropæiske markeder. Gode kunder, agenter og distributører fra Nordeuropa sikrer denne position. Det handler ikke kun om at etablere sig på nye vækstmarkeder, men også om at fastholde og udbygge eksisterende,” mener hun.
Det skaber både danske arbejdspladser, men styrker gennem modens interageren med blandt andet turisme, medier og detailsektor, dansk økonomi generelt.
”Vi skal derfor fortsat styrke de kreative erhverv og stimulere væksten for især branchens overvægt af mindre og mellemstore virksomheder. De rummer et kreativt potentiale, og netop en høj eksportandel og en kritisk masse i deres kollektioner, er forudstæningen for at kunne vokse til nye modegazeller. Det vil jeg gerne medvirke til,” slår ministeren fast. Og fra hende skal også lyde en konkret opfordring til at bruge ministerierne.
”Jeg håber virksomhederne vil tage en snak med Udenrigsministeriets sektorrådgivere fra vores handelskontorer i bl.a. Tokyo, Sydney, Toronto, Beirut, Moskva og Warszawa, som er til stede på alle fem messer her i København over de kommende dage. Det kan give et vigtigt skub for både de små og store virksomheder ud på nye markeder.”
Modeugen som stærk brandingplatform
Pia Olsen Dyhr er ikke i tvivl om modeugens betydning for branchen.
”Modeugen er både for Danmark og hele branchen et flagskib og en branding platform, som både tiltrækker indkøbere og presse. Den har dermed stor betydning. Det er en af de største internationale begivenheder i København set over året, og det understreger modebranchens position som et af de største eksporterhverv,” siger hun og afslutter:
”Så det betyder meget for mig at åbne modeugen og dermed være en del af den. Danmarks kreative industrier har en stærk global position. Det er imponerende, at den danske modeuge i stærk konkurrence med andre messer, nu kan regnes blandt de mest betydningsfulde i Europa.”