Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Nordisk Chanel-udstilling er et kærlighedsbarn

Peter Farago og Ingela Klemetz Farago - bagmændene bag ny modeudstilling på Designmuseum Danmark - fortæller om samarbejdet med et af verdens største modehuse.
Peter Farago og Ingela Klemetz Farago - bagmændene bag ny modeudstilling på Designmuseum Danmark - fortæller om samarbejdet med et af verdens største modehuse.

Når Designmuseum Danmark i dag i samarbejde med Chanel åbner dørene for modeparret Peter Farago og Ingela Klemetz Faragos udstilling Northern Women in Chanel, er der tale om en modeudstilling, der forener Chanels arkiver med nogle af Skandinaviens og Baltikums største modeller.

FashionForum.dk har tidligere beskrevet udstillingen, da den blev vist i Stockholm. Denne gang har redaktionen mødt kunstnerne bag udstillingen til en snak om, hvordan det egentlig er at arbejde med et af verdens absolut mest berømte modehuse.

Parret betegner det selv som den ultimative drøm at arbejde med Chanel. De har sammen realiseret drømmen om bogen og udstillingen Nothern Women in Chanel.

”Vi har igennem flere år haft en drøm om at arbejde med et stort hus på grund af historiciteten i det. Med Chanel var det en lille snebold, der blev til en stor kugle. Det er fem år siden, vi begyndte at tale om det, og siden er visionen vokset derfra,” fortæller duoen til FashionForum.dk.

Det har taget ca. halvandet år at producere de 50 modeserier, som bogen består af. På udstillingen præsenteres 60 af billederne i stort format – og samtidig er der nye inputs i den københavnske udgave af udstillingen.

”Vi har tilføjet billeder fra Bare Moments, en eksklusiv tillægsbog i 100 eksemplarer. Vi har taget polaroidbilleder af modellerne backstage til skydningerne. Nøgne, uden makeup og meget sjælfulde. 25 af de billeder vises her i København,” siger de, men påpeger videre, at det ikke kun er Bare Moments, der er intim.

”Vi har arbejdet med meget små hold og en intim atmosfære. Det går igen i billederne. Modellerne har været virkelig søde og behagelige at arbejde med – og flere af dem taler vi stadig med.”

[[addon]]
Det nordiske som ramme
I FashionForums tidligere anmeldelse af udstillingen var det nordiske til diskussion. For hvad kan det nordiske bidrage med til Chanels franske univers?

”Det nordiske skal forstås som en overordnet ramme. Vi trækker på vores egen nordiske hukommelse i det, vi laver – ellers kunne dette arbejde være blevet kæmpestort,” siger de og tilføjer, at Chanels tøj faktisk fungerede virkelig godt i rammen.

”Tøjet er nordisk, forstået på den måde, at det passede virkelig naturligt ind. Materialerne passede simpelthen godt til omgivelserne.”

Et ægte samarbejde
Det har krævet et kæmpe logistisk arbejde at få fat i dyrebart, eksklusivt og modehistorisk tøj fra Chanels arkiver, sætte den helt rigtige model til det helt rigtige tøj, den rette location og også have styr på hår og makeup. Men samarbejdet med Chanel har gjort, at det hele gled lettere.

”For os har det været et labour of love. Et kærlighedsbarn. Det har været som at være i modehimlen. Vi har fået massiv støtte fra Chanel fra starten af,” siger de, og pointerer, at det har været et  samarbejdsprojekt, de har haft med det franske modehus.

Det tætte samarbejde understreges også af, at Karl Lagerfeld har skrevet bogens forord.

”Det er en kæmpe gave. Hans tekst er enormt poetisk, og han pointerer mange af de ting, vi selv følte. Vi græd faktisk første gang, vi læste den.”
[[addon]]
Moden som kunst
København bliver ikke det sidste hvilested for Northern Women in Chanel-udstillingen. Efter København rejser billederne videre.

”Det var ikke meningen, at det skulle være kunst, men det er det så blevet til. Vi er meget beærede over, at folk synes, det er et museum værd. Med tilføjelsen af Bare Moments har vi at sørget for, at det udvikler sig organisk.”

Et kig fremad byder – også – på helt almindeligt arbejde for parret:

”Det har været et fantastisk halvandet år, og udstillingen vokser stadig. Så det bliver ved, men vi skal arbejde videre ved siden af – og vi tænker allerede langt fremad.”

Udstillingen kan ses på Designmuseum Danmark frem til 8. april.