Anmeldelse: Stine Ladefoged AW12

Som uddannet designer med speciale i strik fra Danmarks Designskole i 2009, var det ikke nogen overraskelse, at Stine Ladefogeds kollektion i høj grad blev båret frem af strikkede styles. 

Og det var strik i alle afskygninger. Eller striktrøjer i alle afskygninger. Gerne med et flettet reb anvendt på forskellige måder men hver eneste gang som bærende detalje.
 
Blandt andet en strikcardigan gik igen i både tunge og lette materialer med de føromtalte flettede detaljer, der på nogle styles snoede sig omkring modellens hals eller rundt i ærmegabet, på skuldre, langs skuldre og ned af ærmet, eller langs lommer og rundt i trøjernes andre tænkelige åbninger og kanter.
 
På striktrøjerne var detaljerne sammenlignet med på cardiganerne mere avancerede i form af mindre flettede reb, der enten var syet på foran på brystet som en form for seler, der gav et stærk fokus på bryst og talje.
 
Kjolerne var enkle i udtrykket og med en meget tætsiddende silhuet, hvorpå de flettede strikdetaljer kom til udtryk, enten i form af små stropper på skuldrene eller som skeletinspireret spindelvæv af flettede strikreb, der var syet på både strik og jerseykjoler. 
 
Kjolerne kunne måske nærmere beskrives som lange toppe, idet hver eneste style skar ved lårene. Denne længde kendetegnede hele kollektionen, der var holdt i overvejende lette og tynde strikmaterialer – næsten tangerende det gennemsigtige, med et par enkelte afvigende styles i kraftigere gauges. Blandt andet var der en bastant strikkjole i naturhvid, der havde nogle forbløffende snit ved skuldrene i forhold til resten af kollektionen, hvor dette ikke sås en eneste gang.    
 
Farveskalaen spændte fra sort til grå og råhvid med enkelte rødbrune, karrygule, armygrønne og blå indslag. Et enkelt grafisk mønster i sort/hvide nuancer havde denne gang sneget sig ind og fungerede efter hensigten som en slags grafisk udformning af de velkendte flettede reb. 

[[addon]]

I denne kollektion legede designeren som noget nyt med detaljer i form af store skulpturelle ærmer og enorme kraver i flettet strik. 

En enkelt strikkjole skilte sig især ud med sine overdimensionerede, skulpturelle ærmer i flettede kabler, som snoede sig ind i hinanden. Denne forvirrede ærgerligt nok mere end den begejstrerede, på grund af at ærmernes størrelse, på ingen måde var genkendt i nogle af de andre styles. 

Hertil var udførelsen også en smule tvivlsom, idet den – som andre styles – foregav at være symmetrisk, men uden at være det. Kvaliteten af materialerne var ved flere styles også svær at gennemskue, på trods af nogle fine ideer til strikjoler og -trøjer.  
 
Sammenhængen var i høj grad de flettede detaljer, som efterhånden er set et par gange – bare i andre udformninger til nogle modeller. Til andre modeller forekom der åbenlyse gengangere. For eksempel de flettede symmetriske reb, der var syet på jersey- og strikkjolerne. 
 
Om noget kan man sige at de flettede reb er blevet Stine Ladefogeds signatur og de nye udgangspunkter for brugen af disse var spændende. Men undertegnede så gerne, at designeren udfordrede materialet yderligere – for potentialet er der bestemt.