Anmeldelse: David Andersen AW12

David Andersen viste sin vinterkollektion i Radiohuset, hvor Det Kongelige Danske Musikkonservatorium de seneste år har holdt til. 

Showet blev indledt med noget helt nyt: nemlig en kollektion af løbetøj, udført i samarbejde med Endomondo. 
 
Og selvom løbetøjet ikke adskiller sig synderligt fra det, du finder i butikkerne, har det sikkert sin helt naturlige forklaring, for mon ikke strømlinede aerodynamiske tights trods alt er rarest på sprinterturen? Dog havde David Andersen leget i detaljerne – blandt andet med en fin organisk fingerformet refleks-piping på jakkerne, og farveskalaen – sort, dyb fuchsia og blå – var bestemt mere raffineret end de neondrøn, man ofte passerer i motionscenteret. Men måske havde løbetøjet gjort sig bedre ved en anden lejlighed end som optakt til David Andersens hovedkollektioner?
 
Da sidste svedabsorberende, åndbare style havde forladt podiet, var det i hvert fald tid til det, flertallet nok især havde glædet sig til: David Andersens bud på moden AW12.
 
Film noir
En meget stemningsfuld film, i øvrigt produceret af FashionForum.dks tidligere chefredaktør Carla Christine Bruus Strube og fotograf Anders Aagaard Nielsen, dannede smukt bagtæppe for kollektionen, der – som vi kender det fra David Andersen – bød på skarpe silhuetter, asymmetriske snit, skråtstillede lynlåse og sort, sort og atter sort – men også pels (indfarvet sælskind), løsere draperier og – hold nu fast – farve. 
 
På lærredet kunne man således, mens modellerne afskridtede podiet, se gråtonede nærbilleder af en række af kollektionens styles på de fineste balletdansere – et gimmick, der i øvrigt gjorde sig godt i den arena-opbyggede koncertsal, hvor netop tøjets detaljer fra tid til anden gik tabt, når man så til på afstand fra tilskuerrækkerne.
 
Smukke draperinger
David Andersens damekollektion blev især båret frem af et par kjoler med smukt udførte vandfaldsudskæringer, og velkonstruerede draperinger, mens man på herresiden især husker en cardigan i kraftigt uldstof med skrå lynlås og løs hætte – smagfuldt og en mere moden David Andersen end hidtil – som en kollega råbte: ”den skal jeg ha’!”. 
 

[[addon]]

Men man savnede til tider den røde tråd i kollektionen – det skarpe, klassiske David Andersen-skrædderkunst veg nemlig i en del styles for meget forskelligartede materialer og snit, her var både pels, skind, farve og nogle noget mere posede styles, end David Andersen hidtil har kunnet fremvise.
 
Men dermed ikke sagt, at der ikke også var mere edgy og lækre islæt, der fungerede rigtig godt. Især bør fremhæves en kjole, sammensat af sølvgrå satin, glitrende lamé og klassisk sort, hvor baner af de respektive materialer fra kjolens front spredte sig i brede striber til flagermuseærmer ud over modellens skuldre og tilsammen formede et sælsomt insekt. Ikke din typiske Andersen, men jeg kan lide det!
 
Blazer med bevidste huller
Af klassiske David Andersen-detaljer bør på herresiden videre nævnes en blazer med (bevidst, selvfølgelig!) hul – og kig til skjorten – ved reversen, samt en kjolejakke med asymmetrisk svalehale.
 
Der var, som det sig passer for designeren naturligvis også masser af skarpe stofpaneler, asymmetri og lækre snit, og som noget helt nyt endda altså også lidt farvede indgange – blandt andet en meget smuk havblå silkekjole – samt et fint grå/sort print, der især gjorde sig godt på løse slacks. 
 
Men dygtige David Andersen må meget gerne udfordre sig selv yderligere – vi vil se mere innovation i den næste kollektion – for han kan jo sagtens, det ved vi.