Louise Boye Andersen, 26-årig kandidat fra Kunstakademiets Designskole i København, er udvalgt som dansk finalist ved H&M Design Award 2012 og dermed vinder af den nationale pengepræmie på 5.000 euro.
 
Sammen med finalister fra fem andre lande skal Louise Boye Andersen nu konkurrere om den globale H&M Design Award med en præmie på 50.000 euro og muligheden for at få vist sin vinderkollektion ved Mercedes-Benz Fashion Week i Stockholm.
 
Louise Boye Andersens kollektion blev udvalgt foran konkurrenternes af en jury bestående af danske modeeksperter, som især fremhævede den unge designers sans for det smukke og humoristiske.
 
“Louise har skabt en meget smuk, let og yndefuld kollektion. Hun gjorde et stort indtryk med sine print, særligt polkaprikkerne. Hun beskrev sin interesse for den virkelige verden og drømmeverdenen, og denne kollektion ligger meget fint midt imellem med sit drømmende udtryk,” siger Ann-Sofie Johansson, H&M’s designchef.
 
Louise Boye Andersen var blandt de dimittender, som her på FashionForum.dk blev fremhævet ved sommerens afgangsshow, og den talentfulde designer var også i august nomineret ved årets Designer’s Nest-konkurrence. Selv siger hun om den danske H&M-kåring:
 
“Jeg er meget beæret over og glad for at være udvalgt som dansk finalist ved H&M Design Award. Som ung designer skal man udnytte alle chancer for at vise sin kollektion frem og dele sin vision, og det får man en fantastisk mulighed for med H&M Design Award. Der er så mange talentfulde mennesker, så det virker helt surrealistisk at være den danske vinder."
 
H&M Design Award er et nyt, årligt initiativ, som skal støtte og opmuntre modeverdenens kommende stjerner. Kandidater fra 14 designskoler har konkurreret om at blive finalister i seks lande, og en jury skal nu afgøre, hvem der vinder den globale pris.
 
I Danmark blev elever fra DKDS (Kunstakademiets Deisgnskole, red.) i København og Designskolen Kolding bedømt af et panel bestående af Chris Pedersen, redaktionschef for Cover, Cecilie Christiansen, chefredaktør for Elle, blogger Stephanie Gundelach og Christina Jørgensen fra H&M i Danmark.