Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Modeugens aktører: Maja Thuesen

Det Bestseller-ejede børnetøjsmærke name it er for første gang at finde på CIFF - og derfor er der travlt for Maja Thuesen, salgsansvarlig i Danmark.
Det Bestseller-ejede børnetøjsmærke name it er for første gang at finde på CIFF - og derfor er der travlt for Maja Thuesen, salgsansvarlig i Danmark.

Inden længe står der Copenhagen Fashion Week AW12 i kalenderen og dermed er der travlhed i den danske modebranche. FashionForum.dk sætter i serien ”Modeugens aktører” en række forskellige mennesker, der på hver sin måde arbejder med mode, stævne, for at høre om deres oplevelser, erfaringer og planer under modeugen.

Maja Thuesen er salgsansvarlig for børnetøjsmærket name it i Danmark. Hun, og brandet, er for første gang at finde på CIFF, så der er nye bekendtskaber – og masser af eksisterende kunder – der skal plejes.

Hvordan forbereder du dig til CFW?
Der går meget planlægning forud for messen, og der er mange beslutninger, der skal tages. Mine forberedelser omhandler personalet på standen samt koordinering mellem de forskellige afdelinger, der er involveret i messen. Det betyder blandt andet, at jeg sørger for, at alle sælgerne får kontaktet vores kunder samtidig med, at jeg koordinerer alt det praktiske på standen i forhold til, at der altid er personale på standen, at der er mad og drikke etc. Jeg har også et tæt samarbejde med name its konceptgruppe, som sørger for at lave al udsmykningen og udtrykket på standen.

Hvordan deltager du i CFW?
Under messen kan man finde mig på name it’s stand, hvor jeg  glæder mig til at få nogle gode samtaler med nye og eksisterende kunder. I mit job som salgsansvarlig har jeg ikke den daglige kontakt med kunderne, så dette er en god mulighed for mig til at møde dem på en uformel og afslappet måde samt få et overblik over deres behov og situation. På den måde kan vi også bedre hjælpe og støtte dem fremadrettet.

Hvordan ser dine dage ud under selve CFW?
Jeg får ret travlt, der er booket kundemøder alle dage, så der bliver nok at se til. Derudover hjælper jeg med at finpudse standen onsdag, så vi er klar til at åbne torsdag. Resten af ugen står jeg lidt på sidelinjen og sørger for, at alle sælgerne har det, de skal bruge for at kunne vise kollektionen frem på bedste vis.

Hvad forventer du at få ud af CFW?
Det er første gang, at name it deltager på CIFFKIDS, og jeg tror, at vi kan øge det internationale kendskab til name it samt forhåbentlig få en øget omsætning under messen.  Jeg glæder mig til at opleve Nordeuropas største børnemesse på tæt hold, og jeg glæder mig til at se CIFFKIDS’ mange nye tiltag samt det ny og spændende udtryk i forhold til sidste år.

Hvad ser du mest frem til?
Jeg ser frem til at vise de besøgende name its flotte efterårskollektion 2012. Kollektionen indeholder flere nye kvaliteter, former og farver, og vores designere har arbejdet hårdt for at skabe et nyt og spændende udtryk.  Det er derfor altid spændende at høre, hvad kunderne siger til kollektionen og til den måde name it har arbejdet med efterårets trends på. Jeg ser specielt meget frem til at møde vores kunder på en afslappet og uformel måde. Ligeledes glæder jeg mig til at mærke messestemningen samt den energi, der altid er under modeugen.

Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå?
Da dette er første gang name it er på CIFFKIDS, har jeg ikke opbygget nogle rutiner endnu. Men jeg har et helt klart mål om at få en god dialog med vores kunder, så jeg på den måde kommer til at lære dem bedre at kende og forstår hvilke udfordringer, de måtte stå overfor; det er noget, som jeg vil kunne bruge i mit arbejde efter messen.

Hvad betyder modeugen for dig som professionel?
Modeugen giver mig en bred indsigt i den kommende sæsons trends og farver. Jeg bliver meget inspireret på messer og suger til mig af alle de nye indtryk. Det er altid spændende at se, hvordan andre brands tolker sæsonens trends. Derudover er det også en fin mulighed for at få en uformel snak med kunderne – både nye og eksisterende – for at høre deres holdning til name it og vores kollektion.