Modeugens aktører: Sugasini Sooriyakumaran
Som PR-manager hos CIFF og CIFFKIDS er det messernes travlhed, der optager Sugasini SooriyakumaranInden længe står der Copenhagen Fashion Week AW12 i kalenderen og dermed er der travlhed i den danske modebranche. FashionForum.dk sætter i serien ”Modeugens aktører” en række forskellige mennesker, der på hver sin måde arbejder med mode, stævne, for at høre om deres oplevelser, erfaringer og planer under modeugen.
Sugasini Sooriyakumaran er til daglig PR-manager hos Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) og CIFFKIDS. Her beretter hun om en modeuge, der byder på messeshows, en enkelt fest – og masser af udenlandsk presse.
Hvordan forbereder du dig til CFW?
Jeg går i gang med forberedelserne til næste sæson, så snart sidste sæson er overstået. Jeg starter med at få et overblik over, hvilke PR aktiviteter vi skal søsætte i forbindelse med den næste messe. Det gør jeg i samarbejde med mit eget team og teamet bag CIFF/CIFFKIDS. Dernæst handler det om at få gang i PR aktiviteterne, få inviteret udenlandsk presse – hvilket vi gør til hver messe – få arrangeret presseshows, få styr på andre relevante events under modeugen og en hel masse andre opgaver knyttet til messen.
Hvordan deltager du i CFW?
Udover at bruge de fleste af mine timer i ugen på messen, hvor jeg sammen med mine kollegaer sørger for, at pressen får en god oplevelse, bruger jeg også en del af tiden på vores internationale pressefolk, som kommer til København hver sæson. Jeg finder også altid tid til at få set nogle shows og forsøger også at nå en fest.
Hvordan ser dine dage ud under selve CFW?
De er hektiske, og den helt store dag for mig er vores pressedag, som vi afholder dagen før messens officielle åbningsdag. Her har vi flere hundrede pressefolk til brunch og til CIFF PRESS SHOW og CIFFKIDS PRESS SHOW. Mine første dage i ugen går med at forberede til netop denne dag, så alt er klappet og klar til selve dagen. Derefter bruger jeg ugen på at pleje alle mine presserelationer, så de er velinformerede om CIFF og CIFFKIDS. Derudover har vi vores inviterede internationale presse med rundt til shows, middag og andre events.
Hvad forventer du at få ud af CFW?
Jeg forventer selvfølgelig, at vi får en masse relevante indkøbere til byen, så der kan blive skrevet en masse ordrer samtidig med, at både den danske og internationale presse får oplevet det varierede og spændende indhold, som den københavnske modeuge indeholder, så de fluks sørger for at give os en masse god omtale!
Hvad ser du mest frem til?
Jeg ser helt klart frem til at se vores egne shows. Begge shows er denne gang i nye hænder, så jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de topprofessionelle folk bag henholdsvis Cover Kids og Fashion Exclusive præsenterer for os. Derudover glæder jeg mig meget til at gense de pressefolk, som jeg efterhånden kender godt. Og ikke mindst ser frem til de altid flotte og interessante shows fra både etablerede og nye designere.
Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå?
Jeg forbereder mig godt og har altid en laaaang to-do-liste.
Hvad betyder modeugen for dig som professionel?
På CIFF og CIFFKIDS er vi gang med en mindre revolution, og her er modeugen naturligvis vigtig for os i forhold til at få vist og fortalt om de mange nye interessante tiltag, som vi sætter i søen for yderligere at styrke vores brand, således at vi kan blive ved med at tiltrække relevante indkøbere. Teamet bag CIFF arbejder i øjeblikket på et totalt nyt koncept, som skal sikre, at CIFF og København, står som det stærke relevante alternativ til Berlin.