Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Vogue-redaktør: 2012 bliver bæredygtighedens år

Ifølge Franca Sozzani, redaktør på italiensk Vogue, skal de kendte på den røde løber tage det første skridt
Ifølge Franca Sozzani, redaktør på italiensk Vogue, skal de kendte på den røde løber tage det første skridt

At bæredygtighed godt kan – og bør være – virkelig fashionabelt, kommer nu til udtryk fra italiensk Vogues chefredaktør, Franca Sozzani. I et blogindlæg tidligere i januar beskriver hun, hvordan 2012 bør blive bæredygtighedens år, og hvordan blandt andet stjernerne på den røde løber skal sætte gang i udviklingen ved at gå i bæredygtige – men fashionable – designs.

Livia Firth, gift med skuespilleren Colin Firth, har længe arbejdet på at gøre den røde løber mere grøn – hun ser altså ligesom Franca Sozzani ud til, at ville sætte et godt eksempel fra oven. Franca Sozzani skriver selv, ”at hvis kendte og skuespillerinder valgte at omfavne denne attitude og tilgang til mode, for at udbrede sådan et vigtigt budskab, ville alt være meget nemmere.”

Ifølge den italienske redaktør er der nemlig ikke nogen tvivl om, at mode og bæredygtighed efterhånden hænger uløseligt sammen. Og det vækker glæde hos Jonas Eder-Hansen, udviklingsdirektør i DAFI og ansvarlig for NICE-konferencen, der afholdes i maj.

”Når en så vigtig og markant spiller inden for branchen som Franca Sozzani helt uventet udnævner 2012 som det vigtigste år for bæredygtighed, så vækker det ikke kun glæde i de nørdede eco-fashion kredse, men giver også  bølgeskvulp i de mere etablerede (og konservative) dele af branchen, “ siger han og fortsætter:

“At det så samtidig ser ud til at lykkes at få et partnerskab op og stå med diverse celebreties såsom Livia og Colin Firth er jo kun med til at sætte endnu mere fart på udviklingen om at bæredygtig mode også kan være lækkert. Vi håber og tror på, at det netop er sådanne tiltag, der skal til for at rykke branchen, så det i sidste ende også er forbrugeren som efterspørger den bæredygtige mode,” siger Jonas Eder-Hansen, og peger videre på, at forbrugerne er nøglen til, at få udbredt bæredygtig mode.

”Det er afgørende at få forbrugeren med og derfor stiller vi også skarpt på, hvordan forbrugeren yderligere kan aktiveres, når vi afholder det største topmøde om bæredygtig mode i København den 2-3. maj,” afslutter Jonas Eder-Hansen.