Facebook Abonnér
15:35
|
23.10.2017

Fra rockerborg til moderigtigt showroom

Gestuz, Humör, Solid, Modström. Disse og flere end 30 andre danske såvel som internationale mærker kan du alle finde inden for en radius på blot en halv kilometer – på Amager.

| Ikke kategoriseret | af Redaktionen

Gestuz, Humör, Solid, Modström. Disse og flere end 30 andre danske såvel som internationale mærker kan du alle finde inden for en radius på blot en halv kilometer – på Amager. 

Jan Elving, der er murermester og medejer af entreprenørfirmaet Øens Murerfirma A/S, har nemlig investeret i en række ejendomme, omdannet dem til showrooms og inviteret modebranchen indenfor. 
 
”Jeg synes, det er nogle fantastisk rare mennesker at arbejde med,” siger ejeren om folket i tøjbranchen, mens han viser rundt på de godt 20.000 m2, der er øremærket modevirksomheder på Amager. Her finder man blandt andet Øens Pakhus – en smuk gammel bygning, der i sin tid husede forlaget Gyldendals trykkeri.
 
Plads til flere
I Øens Pakhus finder du flertallet af BTX Groups brands repræsenteret, side om side med blandt andre Karl Lagerfeld, Cerutti 1881 og Eton.
 
Over for Øens Pakhus på Lindgrens Allé er den hollandske gigant Esprit ved at restaurere deres nordiske hovedsæde. Også her står Øens Murerfirma A/S bag. Esprit har altid troet på området og dets muligheder, og har derfor lige forlænget deres kontrakt med ti år. Og i nabohuset, der så noget forfaldent ud da FashionForum.dk var på besøg, arbejdes der på, at der i fremtiden bliver plads til, at endnu flere modevirksomheder kan rykke ind. 
 
Flere store danske modeprofiler, der endnu skal forblive unavngivne, har allerede vist interesse for lokalerne, og Jan Elving tør godt være optimist:
 
”Vi er sikre på, det ikke bliver et problem (at leje lokalerne ud, red.), vi vil bare gerne have det helt rigtige brand, der passer til huset,” siger han. 
 
Netop disse lokaler har ellers hidtil været kendt for noget mindre glamourøst – indtil for nyligt husede det gamle møbelværksted nemlig Hells Angels’ Amager-hovedkvarter. Jan Elving oplyser, at han har forhandlet om købet af ejendommen de sidste to år, da han syntes, det var en spændende ejendom med den rette beliggenhed til modekonceptet. 
 
”Egentlig har vi haft et godt naboskab, men enkelte lejere var utrygge ved, at de lå der,” forklarer Jan Elving. 

Sparer messestanden
Med så mange brands samlet på ét sted, har flere af virksomhederne faktisk valgt at spare messestanden ved de to årlige danske modeuger væk:
 
”BTX Group har flyttet yderligere 3-4 brands herud,” forklarer Jan Elving med henvisning til Brande-koncernen, der tæller populære highstreet-mærker som b.young, Imitz, Blend, Fransa, ICHI og Gestuz, og som fylder det meste af en etage i Øens Pakhus.
 
Han suppleres af Anette Jensen, der er indehaver af Jensen Agentur – også bosat i Øens Pakhus – der primært koncentrerer sig om klassisk italiensk og tysk mode:
 
”Der er en samhørighed her, kunderne kan jo bruge en hel dag på Lindgreens Allé.” 
 
Diesel bor i en cigarfabrik
Bevæger man sig fra Lindgreens Allé til tværgaden Strandlodsvej, byder Jan Elving også gerne inden for hos et par andre mode-lejere. Man skal nemlig blot krydse gaden, så finder man blandt andet Diesels 1.200 kvadratmeter store nordiske hovedkvarter. De rykkede for nyligt ind i Øens nyrestaurerede lokaler i en tidligere cigarfabrik sammen med Nudie Jeans, Modström og Lexington. 
 
De af Øens Pakhus’ brands, FashionForum.dk møder, fremhæver især det rimelige lejeniveau, atmosfæren lejerne imellem og så den korte afstand til centrum af København, Kastrup Lufthavn, Øresundsbroen, motorvejen og metro, når de bliver bedt om at beskrive fordelen ved at lade deres brands bo på Amager. 
 
”Tag fx Esprit, der har mange svenske ansatte. Der er det virkelig smart at være så tæt på Øresundsbroen,” forklarer Jan Elving.
 
Alle elsker Amager
Og så er det i øvrigt ikke kun Øens Murerfirma A/S, der har set fordelen i at drive modevirksomhed fra Amager.
 
Som du også tidligere har kunnet læse på FashionForum.dk har et andet foretagende, The Factory, nemlig også set fidusen ved at udnytte de industrielle omgivelser til at skabe et lækkert designfællesskab – blot et stenkast fra Øens Pakhus, for øvrigt.
 
Og Jan Elving byder de nye naboer velkommen:
 
”For mig at se vil det (flere moderelaterede lejere, red.) resultere i positiv synergieffekt, ikke i konkurrence,” slutter han.

 

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev