Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Bruuns Bazaar vil vokse i Nordeuropa

Blikket er fast rettet mod at effektivisere og ekspandere i tøjvirksomheden Bruuns Bazaar, der har til huse i København K.
Blikket er fast rettet mod at effektivisere og ekspandere i tøjvirksomheden Bruuns Bazaar, der har til huse i København K.

Blikket er fast rettet mod at effektivisere og ekspandere i tøjvirksomheden Bruuns Bazaar, der har til huse i København K. Det skriver Business.dk.
 
Ifølge selskabets administrerende direktør Teis Bruun, der sammen med sin bror har grundlagt tøjfirmaet, er der fornyet fokus efter krisen og dens genopblussen sidste år.
 
"Vi har fokus på toplinjen. Fokus på flere engroskunder, hvor hver kunde skal købe for mere, ligesom vores detailbutikker skal øge omsætningen og være mere effektive," siger han i et interview med Berlingske Business.
 
Bruuns Bazaar oplyser ikke omsætningstal, men af det seneste regnskab fra 2010 ses det, at tøjfirmaet nåede i hus med et spinkelt plus på 600.000 kroner sidste år efter et katastrofalt regnskabsår i 2009, hvor brødrene måtte indkassere et tab på 10,8 mio. kroner. Et markant anderledes resultat end de foregående år, hvor firmaet fik henholdsvis et overskud på 8,6 mio. kroner i 2008 og 6,1 mio. kroner året forinden.
 
Krisen har fået stifterne til at kigge kritisk på deres forretning og kundeprofil, og troen på, at firmaet fortsat kan vokse, er intakt.
 
"Selv i dette marked tror vi, at der er stor mulighed for inden for de næste to år at øge omsætningen med 25 procent pr. året," siger Teis Bruun.
 
I dag er Bruuns Bazaar allerede repræsenteret med 16 retailbutikker i Skandinavien og i omkring 30 lande via 800 uafhængige forhandlere. Ifølge den administrerende direktør venter Bruuns Bazaar at "kapre store markedsandele" de kommende år, både inden for detail- og engrossalget.
 
"Vi venter at ekspandere isærdeleshed på det nordeuropæiske marked, hvor der er et kæmpepotentiale for Bruuns Bazaar. Det er Skandinavien og Benelux, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, som er de markeder, hvor vi kan se, at vores produkter appellerer, og her kan vi blive meget større, end vi er i dag," vurderer han.
 
Den helt store vækst må dog vente til 2013, hvor udviklingen ventes at vende igen, mener Teis Bruun.
 
"2011 bliver et mellemår, og det bliver 2012 også, fordi vi investerer så meget i fremtiden og produktudvikling. Vi er i et presset marked, så vi ser 2011 og 2012 som mellemår for virksomheden. Men vi tror på et kæmpemarked for os, da vi leverer et unikt produkt af høj kvalitet – det vil der altid være efterspørgsel på," siger direktøren.
 
Tilbage i 2009 købte Bruuns Bazaar 80 procent af det konkursramte tøjfirma Baum und Pferdgarten, der designer tøj til kvinder. I dag kører selskabet parallelt med Bruuns Bazaar med egen direktør, og efter opkøbet talte Teis Bruun varmt om at gentage succesen.
 
Men siden da er det blevet ved tanken, og Bruuns Bazaar har ikke købt yderligere op.
 
"Vi har kigget på rigtig mange. Men vi skal kunne se et potentiale i et brandet, så det skal kunne blive rimeligt stort, før vi er interesserede. Så mange kandidater er der heller ikke. Men vi holder øjnene åbne," siger selskabets direktør.
 
Han afviser at kigge udenlands, når der spejdes efter nye samarbejdspartnere.
 
"Vi skal have noget, der er tæt på. Ikke nødvendigvis ejerskab, men bare dele platforme inden for eksempelvis økonomifunktion, logistikfunktion, IT-platform, ledelseskræfter. Det er svært at rumme det hele som tøjvirksomhed, hvor er der enormt meget logistik," siger han.
 
Kilde: Business.dk
Foto: Bruuns Bazaar