TEKO Analysen: Unge designere skal arbejde hårdere
Det er svært at få den unge generation af medarbejdere til at arbejde hårdt. Sådan lyder én af konklusionerne i TEKO Analysen 2012.
Det er svært at få den unge generation af medarbejdere til at arbejde hårdt, de danske modevirksomheder skal blive bedre til at snakke digitalt på både Facebook og på mærkernes egne websider, og så er innovation og tværgående samarbejder alfa-omega i modebranchen fremover – også når det handler om at erobre nye markeder.
Sådan lyder et par af hovedkonklusionerne i TEKO Analysen 2012, hvis resultater både anvendes som viden til de studerende på TEKOs designuddannelser og som vigtigt input for møbel-, mode- og livsstilsbranchen i forhold til udvikling og strategier.
Hvad motiverer ungdommen?
En af udfordringerne er altså at få de nyuddannede fra den såkaldte ’curling-generation’ til at trække tunge læs, og erhvervslivet har derfor brug for at finde ud af, hvordan de får mest muligt ud af de unge medarbejdere:
”Virksomhederne har derfor behov for at finde svar på, hvad der motiverer nutidens unge,” lyder det i en pressemeddelelse fra TEKO.
Sjette analyse
Det er i år sjette gang, at TEKO gennemfører analysen, og nu giver TEKO interesserede i såvel Herning som København mulighed for at høre analysens konklusioner fremlagt, når designuddannelsen afvikler konferencer den 27. januar og 9. februar i henholdsvis Herning og København.
På konferencerne fremlægger TEKOs direktør Anne Mette Zachariassen resultaterne af den sidste nye analyse, som bygger på personlige interviews med ledere fra 23 toneangivende virksomheder inden for møbel-, mode- og livsstilsbranchen i Danmark og Sverige.
Tre oplægsholdere
På TEKOs kommende konferencer i Herning og København bliver Anne Mette Zachariassen suppleret af eksperter, der kommenterer og perspektiverer de temaer, som virksomhederne i møbel-, mode- og livsstilsbranchen nævner i TEKO Analysen 2012 som de væsentligste trends.
Oplægsholderne er chefkonsulent Tine Østergaard Hansen fra marketingvirksomheden Radius Kommunikation samt partner Andreas Johannsen fra Klean Kopenhagen, der har specialiseret sig inden for websites og e-handel.
De taler begge under overskriften ’Integreret kommunikation og sociale medier’. Målet er gennem en række konkrete cases at vise, hvordan sociale medier kan give virksomheder helt nye salgs- og markedsføringsmuligheder, hvis kommunikationen tackles rigtigt.
Desuden holder lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet oplæg under overskriften ’Fremtidens medarbejdere – forløs deres potentiale i virksomheden’.
Det er gratis at deltage på konferencerne, hvor TEKO Analysen 2012 også udleveres, og der bydes på frokost.
TEKO Analysen 2012
Herning
Tid: 27. januar 2012 kl. 8.30-12
Sted: TEKO, VIA University College, Birk Centerpark 5, Herning
Pris: Gratis
Tilmelding: til mari@viauc.dk
København
Tid: 9. februar 2012 kl. 12-15.30
Sted: Dansk Design Center HC Andersens Boulevard 27, København V.
Pris: Gratis
Tilmelding: til mari@viauc.dk