Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Kasi-Jesper presset til frasalg

En række dyre forretningseventyr trækker store veksler på Pandora-ejer Jesper Nielsens pengetank, som nu er ved at være tom.
En række dyre forretningseventyr trækker store veksler på Pandora-ejer Jesper Nielsens pengetank, som nu er ved at være tom.

En række dyre forretningseventyr trækker store veksler på Pandora-ejer Jesper Nielsens pengetank, som nu er ved at være tom. Det skriver epn.dk.
 
Derfor kan det blive nødvendigt, at Jesper Nielsen sælger ud af sine aktiver for at have likviditet til fortsat at understøtte de forretninger, han har investeret i.
 
Jesper Nielsens holdingselskab Dojajean Holding, hvorigennem han blandt andet ejer en betydelig aktiepost i børsnoterede Pandora samt den succesfulde håndboldklub AG København, havde ellers i det netop offentliggjorte regnskab en likvid beholdning på næsten 70 mio. kr., men den er nu væk.
 
"Efter status er der trukket på koncernens likvider til honorering af koncernens forpligtelser samt til sikring af driften i koncernens selskaber generelt. Koncernen er likviditetsmæssigt afhængig af, at der i koncernen og relaterede selskaber realiseres aktiver," skriver Jesper Nielsen i regnskab for sit holdingselskab Dojajean Holding.
 
I første omgang er det den tidligere Pandora-direktørs tyske håndblodklub Rhein-Neckar Löwen, der bliver solgt fra, men det kan også komme på tale at afhænde andre ting.
 
"Det er kun naturligt, at man i en koncern løbende vurderer sine aktiver og sælger noget fra ud fra en filosofi om, hvor det er man vil satse. Jeg har både værdipapirer og ejendomme, jeg kan afhænde, hvis det skulle blive nødvendigt," siger Jesper Nielsen, der skabte sin formue på at opbygge smykkeselskabet Pandoras tyske forretning.
 
Ifølge Jesper Nielsens koncernregnskab ejer han blandt andet aktier og ejendomme for omkring 36 mio. kr., og det er dem, han kan blive nødt til at sælge ud af for fortsat at kunne understøtte sine andre forretninger.
 
Kassedrænerne
De to forretninger, der har drænet Jesper Nielsens kasse mest er indtil nu håndboldklubben AG København samt en sponsoraftale med fordobldklubben Brøndby IF, men Jesper Nielsen understreger, at den store likviditetsbelastning fra de to snart ophører.
 
"AG København går faktisk i 0 nu, og sponsoratet med Brøndby ophører til sommer. Så der er blot et par måneder igen, hvor der skal bruges likviditet. Det er ikke noget, jeg bekymrer mig om. Heldigvis har jeg ikke lånt penge i bankerne, så jeg er ikke under pres fra dem," siger Jesper Nielsen, der ifølge sit regnskab samarbejder med Jyske Bank og Nordea.
 
Holder fast trods nedtur
Jesper Nielsen solgte i forbindelse med kapitalfonden Axcels overtagelse af Pandora og den efterfølgende børsnotering af selskabet, sin og familiens andele i Pandora gennem selskabet Kasi Group for 385 mio. kr. 
 
Ud over den kontante sum fik man forhandlet en earn-out-aftale i hus, som er bundet op på, hvordan den børsnoterede smykkekoncern klarer sig frem til 2015. 
 
Forventningen var indledningsvis en betaling på 1 mia. kr., men som følge af nedturen i Pandora er den fremtidige betaling nu reduceret til 252 mio. kr. 
 
Det får dog ikke Jesper Nielsen til at overveje sit ejerskab af Pandora.
 
"Jeg mener, Pandora er undervurderet, så hvis jeg endelig skal sælge noget, er der andre ting, der kommer før Pandora-aktierne. Et salg af dem er ikke aktuelt lige nu," fastslår Jesper Nielsen.
 
Kilde: epn.dk