Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Danefæ er Årets Væksteventyrer: Det giver en ekstra seriøsitet

Børnetøjsmærket Danefæ løb med prisen som Årets Væksteventyrer 2011 - og det vækker glæde hos brandet
Børnetøjsmærket Danefæ løb med prisen som Årets Væksteventyrer 2011 - og det vækker glæde hos brandet

Mandag d. 5. december var dagen hvor årets Ivækstpriser blev uddelt. Og i kategorien Årets Væksteventyrer 2011 var to ud af fem nominerede virksomheder modebrands. Og hos det ene af dem – børnetøjsbrandet Danefæ – gik aftenen som den skulle, med en pris for det store iværksætter-arbejde, der er blevet lagt siden etableringen. Virksomheden blev tidligere i år også udnævnt til Gazelle-virksomhed af Børsen, og FashionForum.dk fangede en glad Nina Warberg Sejersen, en af brandets ejere, i telefonen.
 
”Det er jo først og fremmest et skulderklap til os og vores ansatte som knokler. Og så betyder prisen meget, fordi det er folkets pris, og folk har stemt.  Det fortæller os, at vi når ud til forbrugerne. Så vi sætter stor pris på den,” fortæller hun dagen derpå, og fortsætter:
 
”Overfor vores samarbejdspartnere signalerer den en ekstra seriøsitet omkring det vi laver. Det er jo også et succesparameter, så på den måde er den med til at tilføje noget positivt til vores brand.”
 
Den anden nominerede iværksætter var Jens Poulsen, der med DK Company har oplevet en massiv vækst de seneste år. Konkurrencen har været stor, men Danefæ har gjort en dyd ud af, at bruge de sociale medier i kampen om prisen.
 
”Vi har brugt Facebook rigtig meget. Den bruger vi generelt meget, så der var vi inde og agitere for det. Vi har sendt nyhedsbreve til vores kunder, og vi lavede en konkurrence, også på Facebook. Noget af det, det netop handler om som iværksætter, er jo at bruge sine netværk. Og det har vi gjort,” afslutter hun.

Ivækstprisen er skabt i et samarbejde mellem iværksætterportalen Ivækst.dk, Dana, Google, Mamut, Deloitte og ErhvervsBladet. Prisen uddeles i år for fjerde gang og afgøres ved offentlig afstemning.

Billede: Ejergruppen bag Danefæ med familier