Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Svanemærket renseri har vokseværk

Det svanemærkede renseri Fred Butler har indgået aftale med Bilka der giver flere indleveringssteder i Danmark
Det svanemærkede renseri Fred Butler har indgået aftale med Bilka der giver flere indleveringssteder i Danmark

Hidtil har den Svanemærkede renserikæde Fred Butler kun haft fem indleveringssteder i landet, men et nyt samarbejde med Bilka giver endnu flere danskere mulighed for at få renset deres tøj på en mere miljøvenlig og skånsom måde. 

”Vi har indgået en aftale med Bilka, der foreløbig betyder, at man kan indlevere sit tøj til rens i Bilka Hundige, Ishøj og Field’s. Hvis samarbejdet bliver en succes, er planen, at det skal være muligt at indlevere sit tøj til øko-rens i alle Bilka-butikker i hele Danmark”, udtaler Morten Kjær, direktør i Fred Butler, i en pressemeddelelse.

Som de eneste i Danmark renser Fred Bulter uden skadelige kemikalier. Langt størstedelen af landets renserier bruger, ifølge Fred Butler, opløsningsmidler som fx benzin og perchlor – kemikalier der skader miljøet og er mistænkt for at give kræft. 

”Rensning med CO2 gør høje temperaturer og skadelige kemikalier overflødige. Processen skåner farve og fibre i tøjet samtidig med, at energiforbruget holdes på et meget lavt niveau”, siger Morten Kjær.

Fred Butlers rensemetode består primært af genanvendelse af CO2 og vand og kan rense alle slags tekstiler. Metoden er den mest miljø- og sundhedsvenlige metode på markedet og er ifølge renserikæden selv speciel god for allergikere og astmatikere, da den er fri for skadelige kemikalier.

Fred Butler har fået en række nationale og internationale miljømærker som ’Nordic Swan’, ’EU-LIFE-Award’ samt det tyske Miljøministeries ’Blauer Engel’.

Fred Butlers fem øvrige indleveringssteder ligger i København K, Hillerød, Farum, Holte og Humlebæk.