Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Bibi Chemnitz: Kunstoplevelser vækker kundernes interesse

”Vi har i projektsamarbejdet fået lov til at skabe en sanselig kunstoplevelse, som skal være med til at vække interessen"
”Vi har i projektsamarbejdet fået lov til at skabe en sanselig kunstoplevelse, som skal være med til at vække interessen"

En knaldgul entré er det første, der møder dig, når du træder ind i Bibi Chemnitz kombinerede butik, kontor og værksted i Aarhus. Det er et overraskelsesmoment, som giver kunden et kækt førstehåndsindtryk til brandets undergrundsatmosfære. Og det er ikke tilfældigheder, forklarer David Røgilds, som er medejer af Bibi Chemnitz:

”Vi har i projektsamarbejdet fået lov til at skabe en sanselig kunstoplevelse, som skal være med til at vække interessen for vores produkter og designunivers, helt ude fra gaden” fortæller David Røgilds.    

Sensorial Shopping projektet er et initiativ af TEKO og Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi med Dorrit Bøilerehauge og den kunstneriske instans Bureau Detours som en slags tovholdere. 

Det er således Bureau Detours der i samarbejde med Bibi Chemnitz, er nået frem til det nyskabende butikskoncept, der skal involvere forbrugerne yderligere i brandets ”feeling”, som David Røgilds, kalder det.  

Og det er i sandhed sanser og oplevelser, der bliver spillet på i den aflange butik, som netop har været under vingerne af Sensorial Shopping projektet, der har til formål at innovere butikskonceptet, som vi kender det. 

Et aktivt butikskoncept
For hvad der startede som værksted i 2006, har nu udviklet sig til en butik, hvor samtlige led af modevirksomheden er bragt frem i butikken til skue for kunderne.  

Afdelingerne omfatter alt fra shipping-kontor til designstue, lager og selvfølgelig selve butikken, hvor det ikke er unormalt at blive ekspederet af designeren bag brandet, Bibi Chemnitz. 

I Bibi Chemnitz’ butik får forbrugeren dermed lov til at opleve samtlige aspekter, og på den måde bliver de involverede og stærkere knyttet til produktet og universet bag – det er i hvert fald tanken bag. Og konceptet lå lige for: 

”Mulighederne fandtes allerede i vores værksted, og for at udnytte spildpladsen startede vi i sin tid også butikken op. Derefter er tingene kommet til hen ad vejen, og nu er udtrykket fuldbyrdet,” forklarer David Røgilds, som er tilfreds med resultatet.

Butiksinteraktion
Vi vil komme til at se lignende projekter, der skal skabe interesse, og i fremtiden vil forbrugerne blive en mere aktiv del af butikkens interaktion, fordi det netop er det, den fysiske butik kan, er rationalet bag Sensorial Shopping. Og indtil videre ser det ud til at holde stik:

”Lokal medieomtale af projektet i butikken har været med til at øge interessen både omkring vores brand og butikkens genåbning, og det har resulteret i flere nye besøg i butikken,” fortæller David Røgilds. 

Læs mere om Sensorial Shopping projektet her!

Billede: Bibi Chemnitz