Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Kopenhagen Fur udvider det kinesiske samarbejde

Viceborgmesteren i den kinesiske by Dengta City var i går på besøg hos Kopenhagen Fur for at underskrive en samarbejdsaftale med den danske pelskoncern om at udvikle pelsmarkedet i den kinesiske by.
Viceborgmesteren i den kinesiske by Dengta City var i går på besøg hos Kopenhagen Fur for at underskrive en samarbejdsaftale med den danske pelskoncern om at udvikle pelsmarkedet i den kinesiske by.

Viceborgmester Duan Yanling fra den kinesiske by Dengta City i Liaoyang-provinsen var i går på besøg hos Kopenhagen Fur i Glostrup. Formålet var at underskrive en samarbejdsaftale med den danske pelskoncern om at udvikle pelsmarkedet i den kinesiske by – inden for såvel handel som produktion. Det oplyser Kopenhagen Fur.
 
Dengta City er i gang med en større udvikling af byen og har i den forbindelse både udvidet lufthavnen og motorvejsnettet for at kunne tiltrække mere handel og industri, og som et led i den udvikling satser byen også på pels.

Adm. direktør i Kopenhagen Fur Torben Nielsen er glad for aftalen og ser frem til endnu et samarbejde i Kina:
 
"Da jeg besøgte Dengta City første gang i 1995, var det industrielle fokus på læderjakker og herrebukser, nu har de også fået øjnene op for pels, og vi vil naturligvis gerne samarbejde med dem," siger han og fortsætter:

"Samarbejdet er en enestående mulighed for at hjælpe og påvirke markedet – både forbrugerne og producenterne. Ved at involvere os, lærer vi dem fra starten om dansk kvalitet og vores produkter, og det er noget, de husker."
 
At samarbejdsaftalerne virker, har Torben Nielsen et meget konkret eksempel på:
 
"I Yuyao som er Kinas ældste pelsby, brugte de for fem år siden ca. 20 pct. danske skind. Men efter vi har indgået samarbejdsaftaler med dem, er ca. 80 pct. af de godt seks millioner skind, der bruges i byen fra Danmark," forklarer direktøren.
 
Kilde: Kopenhagen Fur