Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Monki åbner butik i den "dyre" ende af Strøget

Den populære, svenske highstreet-kæde Monki åbner dørene op til en ny butik på fredag.
Den populære, svenske highstreet-kæde Monki åbner dørene op til en ny butik på fredag.

Den populære, svenske highstreet-kæde Monki slår fredag dørene op til et nyt Monki-univers, når de åbner butik i den dyre, men lidet ansete ende af Strøget i København op mod Rådhuspladsen.

Butikken er bygget op om temaet ”Sea of Scallops” – ganske modsat det gamle tema ”City of Oil and Steel” – og konceptet skal give kunderne en ny og spændende shopping-oplevelse, fortæller virksomhedslederen af Monki, Henrik Aaen, og uddyber:

“Vi er stolte og entusiastiske omkring åbningen af den nye Monki-butik i København. Vores story-telling koncept er af en uendelig kreativ verden, som skal inspirere til at se frem ad og tænke uden for rammerne.”

Og entusiasmen illustreres tydeligt i butikkens størrelse: To etager og 200 kvadratmeter breder den sig over.

Den nye butik er den tiende i rækken af danske Monki-forretninger og nummer to i indre København. Adressen er Frederiksberggade 34 – en adresse i den dyreste ende af Strøget med det største antal turister om året – men det dog af en helt anden grund Monki har valgt denne placering:  Visionen er nemlig at butikken skal være med til at forskønne Strøget nær Rådhuspladsen.

”Vi vil gerne give vores kunder i området omkring Rådhuspladsen mulighed for at handle hos Monki. Det er derfor en perfekt placering for os, og vi vil gerne tage del i udviklingen af denne specifikke del af Strøget” siger Henrik Aaen, der dog tilføjer, at Monki.com er åben for onlinesalg og tilgængelig 18 markeder.

Tilbage i september skrev Dagens Handel med Dagens Industri som kilde, at H&Ms overtagelse af modemærkerne Weekday, Cheap Monday og Monki endnu ikke har været den mest lukrative forretning: Alene Monki og Weekday udgjorde tilsammen et tab på hele 122 mio. SEK i butikssalg, men ifølge Henrik Aaen er interessen på Monki-tøj i København stor.

”Monki oplever en høj efterspørgsel på deres designprodukter og kombineret med Københavns mange designinteresserede, er det helt perfekt med endnu en butik i byens centrum,” slutter Henrik Aaen.

Monki er et svensk tøjmærke under Weekday. Historien starter hos Örjan Andersson and Adam Friberg, som grundlagde brandet Cheap Monday i 2000. Siden da kom Lars Karlsson og Linda Friberg til og sammen lagde de fundamentet for virksomheden FaBric Scandinavien AB indeholdende mærket cheap monday, og butikskæderne Weekday og Monki, som senere i 2008 blev delvist opkøbt af H&M. I 2010 overtog H&M de resterende 40% af aktierne i virksomheden. Den samlede pris – 552 mio. SEK.

Monki åbner torsdag eftermiddag/aften for særligt indbudte.