Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Danske virksomheder sløser med kemien

Danske virksomheder har svært ved at tilpasse sig stramninger i kemikalielovgivningen og risikerer alvorlige problemer med myndigheder og forbrugere.
Danske virksomheder har svært ved at tilpasse sig stramninger i kemikalielovgivningen og risikerer alvorlige problemer med myndigheder og forbrugere.

Danske virksomheder har svært ved at tilpasse sig stramninger i kemikalielovgivningen og risikerer alvorlige problemer med myndigheder og forbrugere. Det skriver Business.dk.

Bødestraf, forbrugertæsk i fuld offentlighed og forringede eksportmuligheder kan ramme store dele af dansk erhvervsliv, fordi det kniber gevaldigt med at tilpasse sig den stadigt strengere europæiske kemikalielovgivning. I løbet af de seneste måneder har Danmarks største modevirksomheder Bestseller og IC Companys erkendt, at de ikke har haft styr på kemikalierne i deres tøj. Men mange flere danske virksomheder kan få lignende problemsager, fordi de ikke har overblik over de store mængder EU-regulering, der skyller ind over landet.

Der er tale om øget regulering af farlige kemikalier i forbrugerprodukter som tøj, smykker, kontorartikler, elektronik og legetøj, som har direkte konsekvenser for danske virksomheder, der producerer, importerer eller forhandler forbrugerprodukterne.

Som et eksempel er alle virksomheder, der sælger forbrugerprodukter, i dag forpligtet til at svare på, om der findes et eller flere af 53 potentielt skadelige kemikalier fra den såkaldte »kandidatliste« i deres produkter. Kun 17 procent af de adspurgte danske virksomheder var i en test i stand til at svare tilstrækkeligt for sig, viser en netop offentliggjort undersøgelse blandt otte europæiske lande, hvor Danmark halter efter nabolandene Sverige og Tyskland.

De danske virksomheder må stramme alvorligt op, lyder det fra Forbrugerrådet, og med den gradvise udrulning af EUs kemikaliedirektiv REACH får forbrugerne fremover endnu bedre muligheder for at dunke sløsede virksomheder i hovedet.

"Den europæiske kemikalielovgivning udvikler sig med voldsom hast. I dag har vi 53 stoffer på kandidatlisten, men jeg er overbevist om, at vi midt til næste år har 120 eller 150 stoffer, og om to eller tre år, så er vi måske oppe på 300-400 stoffer," siger Horst Niesobski fra sikkerheds- og testvirksomheden DEKRA, der overvåger reguleringen tæt.

Han bliver kontaktet af et stigende antal danske virksomheder, som ikke har den nødvendige viden om reguleringen.

"Problemet er, at lovgivningen ændrer sig så hurtigt i Europa, at der hele tiden kommer nye stramninger, som man ikke lige kender, og så handler man efter den gamle lovgivning. Nogle virksomheder har slet ikke styr på, at der er en lovgivning," fortæller Niesobski, der mener, at virksomhederne i Danmark har en for afslappet holdning til kemikalierne, og at det kan ramme konkurrenceevnen.

"Hvis ikke virksomhederne sætter sig bedre ind i lovgivningen, så falder de langsomt tilbage internationalt set," siger han og fremhæver de tyske virksomheder, som er langt mere opmærksomme på kemikalielovgivningen.

Efter flere sager med skadelige og ulovlige produkter hos Danmarks største modevirksomheder forsøger modebranchen at stramme op.

"Siden sommerferien er antallet af henvendelser om kemikalier eksploderet. Der er rigtig megen fokus på emnet nu, og vi forsøger at hjælpe virksomhederne på bedste vis," siger Aage K. Feddersen, der er miljøchef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Andre brancher har endnu ikke fået et wake up call, men de bliver også tvunget til at bruge flere ressourcer på at holde styr på kemikalierne, vurderer Lise Møller, seniorforsker ved DHI.

"Om du sælger møbler, mobiltelefoner, cykler eller badeforhæng, så er der nu krav om, at du skal kunne oplyse, hvilke potentielt skadelige stoffer der er i dine produkter," siger hun.

Lise Møller hæfter sig ved, at Miljøstyrelsen er blevet mere udfarende end tidligere og i dag laver kemikalieinspektioner. Dermed kan lovbrud i høj grad afsløres tidligere, oplyser Lise Møller, der ser særligt store udfordringer for de små virksomheder.

Kilde: Business.dk