Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Vi ses i Berlin - men hvor?

Endnu en tysk messe ser dagens lys til februar. Messen Show & Order får til huse i et nedlagt kraftværk i den trendy bydel Kreuzberg.
Endnu en tysk messe ser dagens lys til februar. Messen Show & Order får til huse i et nedlagt kraftværk i den trendy bydel Kreuzberg.

Det tyske messelandskab er under forandring. Først meldte den legendariske Düsseldorfer-messe CPD Signatures, at de lukker og slukker med messen til februar 2012, så lød det fra Berlin, at giganten Bread & Butter kan se frem til konkurrence fra og med næste sommer, når en helt ny messe, Panorama, slår portene op i Berlin ExpoCenter Airport, der åbner samtidig nær den tyske hovedstads nye lufthavn.

Og nu viser det sig, at endnu en tysk messe snart ser dagens lys – denne allerede til februar. Show & Order får til huse i et nedlagt kraftværk i den trendy bydel Kreuzberg i det sydøstlige Berlin. 

Show & Order koncentrerer sig om internationale mærker med bred appel, og der vil især være fokus på denim – måske kan der tales om en pendant til københavnske Terminal-2?

Berlin kommer således til februar til at tælle følgende messer:

Bread & Butter. Her finder du alle de største. Både Converse og Levi’s holder til på B&B, og af danske brands, der holder til på Bread & Butter kan nævnes en række af de større kommercielle både herrer og damer: Only, Humör, Vila, Nümph, etc. 
Sted: Airport Berlin-Tempelhof, Platz der Luftbrücke 5, Berlin
Tid: 18.-20. januar 2012
www.breadandbutter.com

Premium.  Den næststørste spiller i Berlin. Her finder du brands fra et lidt mere eksklusivt segment end på Bread & Butter. Af danske brands kan nævnes InWear, Day Birger et Mikkelsen og Rabens Saloner. 
Sted: STATION-Berlin, Luckenwalder Strasse 4-6, 10963 Berlin
Tid: 18.-20. januar 2012
www.premiumexhibitions.com

(Capsule). En lille messe med fokus på mindre designere med et mere edgy look end dem, man finder på Bread & Butter og Premium. Messen har eksisteret i New York, Paris og Los Angeles igennem flere år og debutterede i Berlin denne sommer. Blandt andre Bibi Chemnitz, Norse Projects, Wood Wood og Won Hundred var at finde blandt udstillerne i juli.
Sted: Alte Müntze, Molkenmarkt 2, 10179 Berlin
Tid: 19.-20. januar 2012
www.capsuleshow.com/berlin

Bright. Berlins streetwearmesse med fokus på især nichespecifikt skaterwear. Her finder man en lang række skaterbrands og også flere accessories-mærker. Der er ikke umiddelbart nogle danske brands at finde på Bright, men af internationale kan nævnes bl.a. DC Shoes, Dickies og Skull Candy.
Sted: Stasi Headquarters Haus18, Normannenstrasse 19, 10365 Berlin
Tid: 19.-21. januar 2012
www.brighttradeshow.com

Green Showroom. Som navnet antyder er dette mere et showroom end en messe. Men alligevel værd at nævne. Her har man samlet en lang række bæredygtige, økologiske brands i luksussegmentet. Ejheller her er der danske brands på udstillerlisten, der tæller bæredygtige producenter af alt fra high fashion til tasker, lounge wear og kropspleje.
Sted: Hotel Adlon, Unter den Linden 77, 10117 Berlin
Tid: 18.-20. januar 2012
www.green-showroom.net

Projektgalerie Showroom. Her er tale om et udvidet showroom. Med adresse ti skridt (bogstaveligt talt) fra Capsule besøger flertallet begge steder ved samme lejlighed. Her er fokus på det mere kunstneriske og avantgardistiske, og blandt andre David Andersen og Barbara i Gongini har vist deres kollektioner i de rå omgivelser.
Sted: Passarelle, Alte Münze Berlin | In & Outdoor 
Tid: 18.-20. januar 2012
www.projektgalerie.net

Show & Order. Et helt nyt skud på stammen. Rygterne går, at der her bliver fokus på streetwear og denim, men kun tiden kan vise, præcis hvordan sammensætningen på denne nye messe egentlig bliver.
Sted: Kreuzberg
Tid: 18.-20. januar
www.showandorder.de

Fra juli 2012 endvidere:

Panorama. En ny, stor messe med fokus på brands i volumensegmentet.
Sted: Berlin ExpoCenter Airport
Tid: 4.-6. juli 2012
Endnu ingen webside tilgængelig

Foto: Show & Order