Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designere udfordres i UPS uniformskonkurrence

Intentionen var at skabe en udfordrende konkurrence med et meget konkret omdrejningspunkt til kunstakademiets designere, der ofte ellers beskæftiger sig med avantgardistiske projekter.
Intentionen var at skabe en udfordrende konkurrence med et meget konkret omdrejningspunkt til kunstakademiets designere, der ofte ellers beskæftiger sig med avantgardistiske projekter.

Fem ugers internationalt konkurrenceforløb blev fuldbragt i torsdags til UPS’ og Kunstakademiets Designskoles prisuddelingsfest, der foregik på Designskolen på Holmen. Intentionen var at skabe en udfordrende konkurrence med et meget konkret omdrejningspunkt til kunstakademiets designere, der ofte ellers beskæftiger sig med avantgardistiske projekter. 

De ni deltagere i konkurrencen skulle forsøge at re-designe og opdatere den traditionelle UPS-uniform, så den passer til tidens ånd. 
 
”Det har været spændende at få lov til at arbejde med uniformen som projekt. Det må siges, at være noget af det mest praktiske hverdagstøj, man kan arbejde med som designer – en stærk kontrast til vores normale pensum, der er meget mere kunstnerisk,” fortæller konkurrencens vinderpar Louise Groenemann og Alexandra Rakic der føler, at de med opgaven har fået ny erfaring, der kan bruges mere konkret i erhvervslivet. 
 
Ny erfaring
Som intro og inspiration til opgaven var de studerende på ekskursion i en UPS-chaufførs arbejdsdag, og det har ifølge Louise Groenemann og Alexandra Rakic været udfordrende at prøve kræfter med en problemstilling fra den virkelige verden.
 
”Alting har en funktion i vores design. Netop for at imødekomme chaufførernes daglige behov og skabe problemløsninger, for det var det, vi blev inspirerede af på vores tur med chaufføren. Vi arbejdede simpelthen vores oplevelser og nyvundne erfaring ind i uniformen”, fortæller de. 
 
Det tætsiddende vindersæt i mørkebrun med gule detaljestriber langs venstre arm og ben giver uniformen et skarpt og innovativt look, der nærmest kan betegnes som en slags moderne sportsuniform.  
 
Materialerne, der desværre kun er prototyper, er også med til at give uniformen et sporty udtryk. Især overdelens materiale leder tankerne hen på våddragtens overflade. Den ægte vare vil indeholde egenskaber som er både varmeisolerende og svedtransporterende, og det er der en grund til. 
 
”At være UPS-kurer er et meget aktivt job som foregår i både sommervejr, sne og slud. Så vores hovedmål var at kreere en uniform, der kunne være alsidig,” fortæller Louise Groenemann og Alexandra Rakic efter sejren. 
 
Hovedpræmien var en tur til New York under modeugen. I forbindelse med arrangementet var der arrangeret en mindre konkurrence om et gavekort til Madklubben, hvor publikum skulle vælge deres favorit. Denne konkurrence vandt Lene Nymark for sin fortolkning af fremtidens UPS uniform.
 
Genkendelighed gav bonus
Dommerpanelet bestod af Christian Westphal, Charlotte Eskildsen, Karen Simonsen, samt en repræsentant fra UPS og de valgte vinderne på grund af genkendeligheden i designet, som repræsenterede UPS image bedst. 

”De havde fuldendt målet i forhold til kriterierne, og det var en flot eksekvering,” melder dommerne. 

Kreationerne er udelukkende til inspiration, så man skal ikke forvente at se en fashion forward UPS-chauffør lige foreløbig.
 
Billede: DKDS.dk