Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kolding Storcenter lokker kunderne med QR-koder

Et nyt system med QR-koder giver specielle tilbud og skal generere ekstra besøg i centrets mange butikker
Et nyt system med QR-koder giver specielle tilbud og skal generere ekstra besøg i centrets mange butikker

QR-koderne har set dagens lys og er på heftig fremmarch. Den lille kode som forbrugere kan scanne med deres smartphones, giver mulighed for at levere ekstra oplysninger, billeder eller tilbud. Og netop tilbuddene er centrale hos Kolding Storcenter, der netop har lanceret et nyt koncept for QR-koder i centeret, der med flere end 120 butikker er Jyllands største.
 
QR-koderne blev lanceret i fredags, og er en færdig pakkeløsning købt gennem firmaet New-QReation, et dansk firma der specialiserer sig i at levere QR-koder til virksomheder. Gennem brugen af QR-koder, kan butikkerne lokke med ekstra tilbud efter et pointsystem, fortæller centerchef Gitte Lindbo til FashionForum.dk.
 
”Butikkerne skal melde sig til, og så åbner vi for, at de kan lægge tilbud ud. Når man har meldt sig til, får man et fysisk skilt i butikken med QR-koden, og den kan kunderne så scanne en gang om dagen. Når der er samlet et antal point, udløser det butikkens tilbud,” forklarer hun.
 
Således kan fx fem scanninger give point nok til, at kunne indløse et specifikt tilbud i lige præcis den butik, man har set sig varm på. Men pointindsamlingen behøver ikke kun foregå fra en butik; forbrugerne kan nemlig scanne fra alle de tilmeldte butikker på samme dag i jagten på at skrabe nok point sammen.
 
”Vi har indført det her, for at generere ekstrabesøg, og for at få forbrugerne sendt rundt til de forskellige butikker. Det er især den yngre generation, der vil synes, det her er spændende og jagte tilbuddene. Vi henvender os direkte til de yngre forbrugere, der kan bruges deres smartphones i shoppeoplevelsen,” siger Gitte Lindbo.
 
Det er helt op til den enkelte butik at bestemme, hvor mange point der skal samles og hvilket slags tilbud der skal gives, men med et mål om, at 60-80 pct. af butikkerne skal deltage, vil der være mange forskellige tilbud at hente i centrets forskelligartede butikker.
 
Ikke en svær proces
Gitte Lindbo understreger, at det er et færdigt koncept, man har købt, og det er helt afgørende for centerets muligheder for at udfolde det.
 
”New-QReation kommer og underviser butikkerne så snart de er tilmeldt og har også allerede været i centret for at hjælpe folk med at scanne. Det tror jeg, er rigtig vigtigt. Der skal både være undervisning til butikkerne og til kunderne, så de kan se, at det faktisk er rigtig nemt.”
 
Konceptet er stadig så nyt, at det er svært at spå om fremtiden, men det første evalueringsmøde er planlagt til årets afslutning. Eftersom der ikke er så mange fortilfælde at sammenligne med, er det svært at forventningsafstemme allerede, forklarer centerchefen.
 
”Det skal være noget der virker, og noget folk kender. I opstarten annoncerer vi det på store bannere og har det i vores magasin og på hjemmesiden – så folk kan med det samme, derhjemme fra, scanne koden og se hvilke tilbud de kan få,” afslutter hun.