Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

David Andersen designer løbetøj for Endomondo

Nye udfordringer og helt ny måde at tænke design på - sådan beskriver David Andersen sit nye samarbejde.
Nye udfordringer og helt ny måde at tænke design på - sådan beskriver David Andersen sit nye samarbejde.

David Andersen er et af dansk modes mest omtalte talenter, især på grund af hans sorte, skarpe og anderledes design. Men den danske desiger prøver netop nu kræfter med helt nye udfordringer, da han skal lave en sportskollektion for det populære website Endomondo.com. FashionForum.dk fangede David Andersen til en snak om udfordringer, nye farver – og hvad der måske kan inspirere hans egne kollektioner.

Endomondo er et online community, etableret i 2008 af tre danskere, og giver brugere mulighed for at downloade en app til en smartphone, oprette en profil på hjemmesiden og derved automatisk få holdt styr på løbetider, hjerterytmer, puls, gennemsnitshastighed, dele det med andre og meget mere. Sitet har godt og vel to mio. brugere, og omkring fire mio. mennesker har downloadet app’en. Og nu kommer de altså også til at sælge dansk designet løbetøj over hjemmesiden, fortæller David Andersen.

”Endomondo ringede selv til mig, og spurgte om jeg kunne være interesseret i at lave en kollektion. De har allerede lavet nogle prøvekollektioner tidligere og har et kæmpe salg i USA allerede. Og jeg sagde selvfølgelig ja,” siger han, og fortæller at der både skal laves løbe-, cykel- og fitnesslinjer, homewear og accessories.

Masser af udfordringer
”Jeg synes, det er udfordrende. Dels har jeg aldrig prøvet at lave sportstøj før, men også arbejdet med nogle helt andre tekstiler og former er spændende. Det er en helt anden måde at tænke design på,” fortæller han og nævner nogle af de nødvendigheder, sportstøj skal have.

”Lynlåsen skal fx virkelig låse fast, løbejakker har specielle teknikker i forhold til låse og placering af lommer, om det er længere bag på end foran og hvor det må stramme og ikke må stramme.”

Derfor har den danske avantgarde-designer lært om sportstøj fra en coach, og dermed fået et indblik i hvad der er behov for – og hvad der måske mangler på markedet.

Det er en stor produktion med et minimum på 1000 stykker på style, siger David Andersen, der videre fortæller at kollektionen bliver markedsført som Endomondo by David Andersen – på den måde understreges det, at det er en freelance-kollektion, designeren står bag.

Den sorte signatur
Mange mennesker opfatter i dag sig selv som sporty – måske også selvom de ikke dyrker så meget sport. Derfor skal tøjet være brugbart, og også henvende sig til dem, der gerne vil have et sporty udtryk, mener David Andersen.  En af de signaturer han har bibeholdt, er den sorte farve – men der er dog også en udvikling at spore.

”Fx arbejder jeg i denne kollektion også med farver som pink og neongrøn, som jeg aldrig ville bruge i min egen kollektion. Det er sjovt at arbejde med noget, der er i fuldstændig modsætning til, hvad jeg normalt ville lave. Men man er jo ikke uddannet til kun at lave sort tøj,” siger han og fortæller, at der også kommer til at indgå prints i linjen. Og dem er designeren ikke så stejlende overfor.

”Det er en ny måde at arbejde på for mig, og prints bliver måske også indarbejdet i min egen kollektion. Nogle gange skal man jo også have muligheden for at udvikle sig,” afslutter han.

Website: 
www.endomondo.com/[[addon]]