Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Investeringsekspert: Det er et nåleøje

"Du kan som investor vælge og vrage blandt investeringsmuligheder – derfor er det et nåleøje for iværksætterne,” siger Axcel-seniorrådgiver.
"Du kan som investor vælge og vrage blandt investeringsmuligheder – derfor er det et nåleøje for iværksætterne,” siger Axcel-seniorrådgiver.

Det er svært at få finansiering uden en solid forretningsplan. Det er den barske sandhed, som Joachim Sperling understreger igen og igen. Han er seniorkommunikationsrådgiver i investeringsfonden Axcel, der blandt andet ejer en række danske mode- og designvirksomheder som Pandora, Ball Group, Noa Noa og Georg Jensen, og siger:

”Det er svært at forklare, hvad der skal til for at skabe en god forretning. Mange investorer kræver 20-30 pct. i afkast om året, før de går ind i en virksomhed. Det er mange penge, men du kan (som investor, red.) vælge og vrage blandt så mange investeringer, og derfor er det et nåleøje for iværksætterne,” siger han.

Han debatterer på årets Iværk&Vækst-messe i Forum med Rasmus Tscherning, adm. direktør i Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO), om finansiering af de kreative erhverv, og de to er enige om, at der er masser af potentiale i netop designbranchen – vel at mærke et potentiale der er i fare for at gå tabt, hvis ikke der investeres fra politisk side.

”Vi har herhjemme en lang tradition for kreativ udvikling. 12 pct. af dansk økonomi stammer faktisk fra de kreative erhverv, og her er vel at mærke tale om arbejdspladser, der typisk bliver, der hvor de er skabt. Man flytter ikke Hollywood til Kina, så at sige. Det er her vi skal tjene penge i fremtiden,” siger CKO-direktøren, og Joachim Sperling supplerer:

”Politikerne skal sørge for, vi herhjemme har den bedste uddannelse i hele verden.”

Før en investeringsvirksomhed som Axcel går ind og yder økonomisk støtte til en modevirksomhed, skal den imidlertid have en vis størrelse, forklarer Joachim Sperling videre:

”Hvis man kommer til os uden indtjening, skal man virkelig have en god ide og en dygtig forretningsplan, ellers når man ingen vegne. Vi kommer som oftest først ind, når der omsættes for 6-700 mio. kr., og vi ser på forretningsmodellen, ikke på de enkelte designs.”

Et væsentligt spørgsmål er, hvor meget man skal – eller ikke skal – gå på kompromis med sin ide i jagten på kapital, og her mener Rasmus Tscherning fra CKO, at man bør se realistisk på sagerne:

”Der vil altid være noget give and take, det endelige produkt vil til enhver tid være resultatet af et samarbejde. Der er mange inde over i en kreativ proces.”

Netop derfor føjer CKO-direktøren da også til, at der er andre veje at søge støtte end blot gennem investeringsfonde:

”Det gælder dels om at få nogle folk ind omkring projektet, der har netværk og kendskab til, fx hvordan man forholder sig til markeder, logistik og administration,” siger han og fortsætter:

”Men man kan også tænke i alternative samarbejder. Fx kan en produktionsvirksomhed måske gå ind og finansiere materialer, hvis ideen har deres interesse?”

Han fremhæver tredjepladsen i CKO’s Creative Business Cup 2010, der gik til en designer fra Designskolen Kolding, der siden indgik samarbejde med en cementvirksomhed, der kunne se en pointe i at videreudvikle ideen (som du kan læse mere om her).

Netop Creative Business Cup fungerer da også som et godt springbræt for kreative iværksættere, fremhæver Rasmus Tscherning. Og det arrangement kan du læse mere om lige her.