Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Smykkemesse i Bella Center handler om tillid

Copenhagen Jewellery Fair er åben, og her er tillid til kunderne vigtig - og så er der optimisme at spore
Copenhagen Jewellery Fair er åben, og her er tillid til kunderne vigtig - og så er der optimisme at spore

Torsdag d. 25. august åbnede Copenhagen Jewellery Fair, der med sine mange udstillere og besøgende er den største smykkemesse i Skandinavien – og her var der optimisme hos blandt andre Ole Lynggaard og Georg Jensen.

Smykkevirksomhederne har overvejet deres materialer efter de voldsomt stigende guldpriser. Det kunne man blandt andet se på brugen af en lang række andre materialer end guld, men fx også hos Ole Lynggaard, hvor man er begyndt at arbejde med sølv på en helt ny måde – man bruger nemlig blandt andet sort sølv. Her understregede Charlotte Lynggaard, chefdesigner hos Ole Lynggaard, at det dog ikke handler om at spare.

”Vi holder hele tiden fast i at være guldsmede, og tænker ikke billigere materialer ind på grund af prisen, men på grund af udtrykket og designet – som fx med det sorte sølv,” fortæller hun til FashionForum.

Men selvom priserne på guld er steget – og Ole Lynggaard da også har måttet sætte priserne op – er det med et glimt i øjet, at Charlotte Lynggaard fortæller, at man jo ”altid kan gøre det lidt bedre”. Og der er da også en positiv stemning på standen, hvor et af de vigtigste aspekter handler om at skabe tillid til kunderne – kollektionerne er nemlig allerede blevet set før.

”Kunderne skal kunne have tillid til os, og at det vi kommer med er godt design med strategi bag. Især i udlandet går det godt, og det giver tillid,” siger hun og understreger at Skandinavien stadig er et af de helt store markeder.

Hos Georg Jensen er man også optimister. Her har man set en vækst i retail, men på trods af det er man tilfreds med at gå index 100 i forhold til sidste år. For som Denise Willenback Christensen, global salgsdirektør for retail og wholesale, siger:

”Danskerne er nogle af de første til at adoptere krisen.”

Hos Georg Jensen har man også gjort meget ud af omgivelserne. Mange indkøbere har allerede et par måneder før været i det store showroom på Søndre Fasanvej i København, og messestanden er da også udformet temmelig gennemført.

”Vi har høje forventninger til salget, og har gjort meget ud af, at kollektionerne understøttes af omgivelserne, en slags gallerivisning,” fortæller Denise Willenback Christensen og peger på, at der er flest skandinaviske indkøbere på messen – med enkelte tyskere rundt omkring.

I 2010 havde Copenhagen Jewellery Fair 194 udstillere og ca. 7.000 indkøbere. Messen afholdes i Bella Center fra d. 25.-28. august.

Billede: Helena Christensen for Ole Lynggaard