Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nyt dansk koncept kobler forbrugere og up-coming designtalenter

Muuse.com giver forbrugeren mulighed for at lave private pre-orders hos nogle af verdens dygtigste nyuddannede designere.
Muuse.com giver forbrugeren mulighed for at lave private pre-orders hos nogle af verdens dygtigste nyuddannede designere.

Et nyt dansk forretningskoncept med internationalt fokus har set dagens lys. MUUSE.com er navnet på en portal, der samler de mest talentfulde nyuddannede designere fra de bedste designskoler i verden og sætter dem i direkte forbindelse med forbrugere, der kan bestille designernes kollektioner som privat pre-order.

Idéudviklingen med MUUSE startede for godt to år siden, og derfra begyndte konceptet at tage form. Baggrunden for MUUSE er en tilbagevenden til en bæredygtig cyklus at producere tøj på. Overforbrug og spild skal minimeres, og der skal skabes en direkte kontakt og dialog mellem designer og forbruger. Det fortæller Bodil Christine Reumert, PR- og Marketingchef hos MUUSE, til FashionForum.dk.

”Hele forretningsmodellen er bygget op omkring pre-orders. Kun det tøj, der bliver bestilt, sættes i produktion, så det er forbrugerne, der bestemmer hvilke dele af kollektionerne, der skal produceres,” fortæller Bodil Christine Reumert og uddyber grundlaget for MUUSE.

”Mange nyuddannede designere vil gerne have deres eget brand, men det er super svært, og de ender ofte med helt andre jobs. Derfor så vi en mulighed for at hjælpe designerne med at starte deres eget brand,” siger hun.

For hvor designere ofte viser fantastiske afgangskollektioner og efter et par år får på puklen for ikke at lave noget kommercielt, kan designerne gennem MUUSE alene fokusere på det de er uddannede til – nemlig at designe.

”Vi tager os af produktion, markedsføring, PR og branding. Det koster ikke designerne noget at være med, men vi får royalties af salget. Vi fokuserer på de ti bedste designskoler på verdensplan, og vælger i dialog med ledelse og undervisere ude på skolerne, hvem der skal have tilbuddet om at være med,” fortæller Bodil Christine Reumert, og forklarer at en forudsætning er et gennemført design, og at designerne også skal have fået opmærksomhed for deres kollektioner.

Indtil videre er der otte designere repræsenteret fra New York, London, Antwerpen, Stockholm, Danmarks Designskole og New Zealand.

”Vi producerer tøjet lokalt her i København hos Bandmann og Juul, og der bliver lavet max 20 eksemplarer af hver style. Det skal være limited edition og eksklusivt – ellers forsvinder ideen om, at det ikke skal være masseproduceret. På denne facon er der ikke noget spild. Og konceptet kan lade sig gøre, fordi vi undgår hele retailleddet,” fortsætter hun.

Det tager omkring seks-otte uger fra bestillingen er lagt, til ordren er afleveret afhængig af tøjets kompleksitet og konstruktion.

Etablering af et style counsel
Hvad angår fremtiden er det målet at få to-tre nye designere ind på MUUSE.com – om ugen. Og hvordan de skal udvælges, arbejder man netop på nu.

”Det er egentlig ikke os, der udvælger designere, men dem der er tilknyttet skolerne – vi er ikke smagsdommere. Vi overvejer at gå i dialog med nogle af de største modebloggere og få dem ind over både som ambassadører, men også for at hjælpe os med anbefalinger så vi på den måde får vores eget ‘style counsel’,” pointerer Bodil Christine Reumert.

[[addon]]

På et senere tidspunkt er der forbrugere, der skal være muser for designerne og indgå som sparringspartnere. Men dette er noget, der skal bygges op og testes løbende.

Og netop smagsdommeriet er afgørende for sitet, som også har funktion som et socialt community. Brugerne kan nemlig gå ind og ”like” koncepter, der endnu ikke er lavet samples af, og på den måde give designere og MUUSE selv et prej om, hvilke styles der fungerer. Meningen er, at man senere hen skal kunne gå direkte ind og kommentere på det, så forbruger interaktionen intensiveres.

”Vi har et relativt højt prisniveau, der gør os high end. Man kan købe dyrt tøj fra de store internationale designere for samme penge – men det, vi leverer, er unikt. Det er et community, og vi tilbyder helt unikke styles. Vi forsøger at bygge bro mellem mode og kunst – mange af kollektionerne er meget visionære og æstetiske i deres udtryk – og kunne i princippet hænge på et galleri. Men det betyder selvfølgelig også, at vi skal have et internationalt kundegrundlag,” fortsætter Bodil Christine Reumert og oplyser, at der allerede nu sælges globalt men med ekstra fokus på markederne i Skandinavien, Storbritannien og USA. Næste satsning er Frankrig, Italien og Tyskland – og dernæst er målet at ramme det asiatiske marked.