Didder Rønlund anmelder Copenhagen Fashion Week

Læs Danmarks mest ikoniske modejournalist, Didder Rønlunds, anmeldelser fra Copenhagen Fashion Week SS12.

ANNE SOFIE MADSEN
Samurai trommerne bankede rytmen ind over podiet i Københavns Rådhushal og åbnede Copenhagen Fashion Weeks vinderkollektion. Anne Sofie kom, så og sejrede med sin stramme stils krigerinspirerede kvinder, og – samuraier eller ej –  var der tale om flotte damer og deres veltrimmede læderjakkers snorequilts, som markerede stilen også set i enkle minikjolers mere neutrale blikfang.
Men det blev kjolerne med de flotte, japanske tryk, der tog sællert-stikkene hjem, og som fulgte kollektionen til dørs under en stærk debut.

TRASH-COUTURE
Ann Wiberg havde skabt kjoler til fint. Meget fint. Og hun havde syet dem af mange slags dyre stoffer, gerne i mindre bidder, som sammen gav hendes trashy damer et overdådigt look i silke, tyl, blonder og fjer og gjorde hver eneste robe unik.
Mange vist på ballerinatåspids i sylfide hvid og fjerlet chiffon eller festfyrværkerier af glitrende broderier i eventyrlig flugt hen over scenen i Musikakademiets koncertsal.
Wiberg lod hvidt, nude, sarte grønne farver og sort dominere til aftener, hvor der skulle festes igennem fra Skagen til Paris, hvor hun startede sin karriere bl.a. med kjolerne til bonede gulve, men den smukke kollektion bød også på minimale strutskørter og nogle med flot asymmetri. Elegance, der vakte opsigt.

GAIA
Gaia Brandt adskilte sig fra de fleste andre under den københavnske modeuge med sine flydende grænser mellem kønnene. Var det maskulint/feminint tøj, vi sad og så – eller omvendt. Men helt sikkert var det Gaias fornemmelse for, at der ikke behøver at være den store forskel. Det kan dog diskuteres, og under alle omstændigheder var hun bedst til kjolerne, som ingen tvivl levnede.
Inspiration fra Vilhelm Hammerhøis malerier, hvor de blå farver var ”lånt”, gav ro i geledderne, hvor store applikerede bogstaver, set som grafiske collager nærmede sig kaos. Gaia Brandts fine sans for strik var karakteristisk, men det store gennembrud lod vente på sig.

STASIA
Min kollega Elsebeth Mouritzen kaldte Stasia kniplinge-dronningen og ramte plet, for ingen tryller bedre med de fineste tynde kniplinger, især de sorte, end Stasia når hun slører en bar ryg, en skulder eller arm med iøjefaldende sexy resultater.
Dem viste hun i stor mangfoldighed, da hun havde inviteret kunder og kendte til middag  i Nimbs ballroom med efterfølgende show.
Stasias speciale udi kjolerne til fint, galla inklusive, fyldte hele kollektionen fra brudens drømmekjole til svigermors. Det hele set i fin forarbejdning fra ovennævnte kniplinger til helsilke og chiffon ”serveret” med frisurer af Søren Pjedsted og appel til divaer og gav et vink om, at invitation til dinner dance lever endnu.

BENEDIKTE UTZON
Utzon gentog sin februar succes og inviterede til show i ALLER’s imponerende atrium ved Havneholmen. Hun gik lige fra næste sæsons grå mini shorts så super sexede, at det sang, til li’så sexy og skinny pencil jeans og i samme rappe tempo videre til mega vidden i flydende Catherine Hepburn pants. Det anede mig, at Uffe Buchard havde tjek på modellernes catwalk, senere viste det sig, at det havde han haft velvidende, at især pressens udsendte skyr langsommelige forevisninger som pesten. Og vupti, om vi ikke fik kigget Benedikte efter i sømmene, selv om de var mange, på ca. 15 minutter. Længe leve professionelt samarbejde.
Jeg nåede også på stedet at forelske mig i Utzon’s fine silkebluser og kigge på trenchcoatens flæsekrave én gang til, at ærgre mig over, at jeg ikke mere kan gå i hendes miniskørter  – et sort af blondeflæser var til at drop dead for –og at få hilst på Pernille Utzon, pelsdesignersøster, Birgitte Utzon, advokatsøster og deres mor, Eva Utzon og lillesøster Christina.
Alt sammen før finalens fejende, flotte chiffonkjoler tilegnet næste sommers festivitas gik lige hjem med et jubel bifald.

WACKERHAUS
Trine Wackerhaus havde et godt øje til Miamis Souths Beach babes, som afspejlede sig i hendes delikate forslag til både strandkant og ferieby, hvor farverne, modsat indledningens mange sorte, grå og sand kulører, fik lov at boltre sig med dæmpede pasteller, citrongult, turkis og blåt som skabt til solmættet hud.
Og igen, igen disse glade ankelsokker i stiletterne!
Det var hos Trine, jeg spottede næste sæsons bedste undertrøjer med dybe ærmegab. Krævende, men smart hvis man tør.
Ja, og dejlige sommerkjoler med hætte, ny detalje, jeg tror på ligesom designerens smock i brede rygbånd. ”Er det rynkninger,” var der en, som ville vide. Men det er også længe siden, vi har set smocksyning, som i gamle dage.
Her var smock’en med i en gennemført, eksklusiv forarbejdning, der samlede hele kollektionen i et elegant helhedsindtryk.

STINE GOYA
Fantasi. Drømme. Fascination og hårdt arbejde sendte lynhurtigt rødtoppen blandt dygtige, danske designere op ad modens rangstige, hvor fashionista’erne stod parat til at tage imod. Og Goya har aldrig skuffet. Med en lille ny i maven kørte hun sin SS12 kollektion i stilling til show i Københavns Rådhushal aftenen før dagen for sin termin. Og da det ikke passede baby Goya at arrivere til tiden, gik Stine aftenen efter sit eget show til sent modetræf hos Vibskov, da ”det alligevel var i nærheden af Rigshospitalet.” Sejt!
I Rådhushallen fik drømmene frit løb, bl.a. inspireret af de kulørte balloner, der i 60‘erne svævede frit under Grand Palais´ imponerende glaskuppel i Paris. Nu genopstod de i karakteristiske silkeprint ligesom svævende omkring podiets supersild. De var alle sammen makeup og paryk-stylede i tro kopi’er af designeren, så hvem elskede ikke hele bundtet?
Goya havde i det hele taget en svaghed for print, ét med elektriske fisk, et andet med fjer, men lige spændende at skabe forskellige udtryk med i lette pastellers endnu lettere materialer – jersey, silke og bomuld. Måske en klassisk jakke eller vest til en lang, løsthængende nederdel eller et par minishorts som med Stines egne ord ”gav den understatements individualitet”, der tegnede hele hendes dejlige kollektion så fuld af  energi og fascination, at vi gik glade hjem.

BRUUNS BAZAAR
Det summede af liv og trængsel hos Teis og Bjørn Bruun, hvor alle lod til at kende alle i den smukke gamle Silkegadegård, og forventningerne til husets nye kreative direktør, Rebekka Bay, tidligere COS designer, var skyhøje. Dem indfriede hun i BB`s spindeside kollektion uden at tabe sine klassikere – de fine silkebluser, og de højt elskede blazerjakker –  på gulvet.
Også mændene hos Bruuns Bazaar var, som velklædte mandfolk skal være, selv i City shorts, som vinder mere og mere frem i det københavnske modebillede og uden slips!
Inspirationer fra Londons berømte skrædderigade, Saville Row, gik som en rød tråd gennem habitter og jakke med pil til casual bekvemmelighed, og interessen omkring farvevalg forekom stigende hos mændene omkring mig.
Jeg tipper – bortset fra marine som var blevet mørkere – nye militær khaki- og tobak-kulører som vindere, men også rød, for danske mænd har ikke mere lyst til at gå i eet med tapetet.
Bruuns Bazaar var en sand oplevelse i ypperlige materialevalg m/k. Fede silker og ligeså fed bomuld. Man sad og følte sig velklædt blot ved synet.

MUNTHE plus SIMONSEN
Kan man gå i læder om sommeren? Ja, det kan man da. Især i den lunefulde danske. Og læder i mange varianter var der alle vegne, men især værd at kigge efter hos Naja Munthe som igen, igen havde næsen i samme spor. Nemlig det, der oprindeligt bankede Munthe’s succes fast med syvtommersøm.
Og at den fortsatte, succes’en, stod hurtigt klart for alle i den tætpakkede Pistolstræde gård, hvor designerens "musthaves” var dygtigt iscenesat krydret med western atmosfære og knæhøje frynsestøvler af ruskind. De blev flottest marcheret ind af supermodel Louise Pedersen.
De frækkeste og yderst minimale shorts noterede jeg også i læder, hårdt trængt af denim, men det var i kjoler og skørter uden længderestriktioner og med pil både op og ned, de fine indianske detaljer og mønstre trådte i figur.
Alle var vilde med Munthes mange etniske kanter lige til at spæne ned ad Grønnegade og ud i den vide verden med.

SOULLAND
Det var en dejlig sommer aften, da vi sad i Post Danmarks smukke Tietgensgade gård, for Soulland var kommet på frimærke, hvilken ære for en 26-årig designer, og Silas Adler lyste så klart som himlens stjerner med sin kollektion, stærkt inspireret naturligvis, af de danske postbude.
Derfor er Adlers historie, stramt redigeret, værd at få med. Silas begyndte med en T- shirt kollektion lidt bedre end alle andres i 2002, men fik hurtigt fat i den unge mandemode og blev i 2007 bakket økonomisk op af Jacob Kampp Berliner. Så gik det hurtigt med at få Soulland på verdenskortet. Siden 2010 har Jacob været firmaets CEO på fuldtid, for dynamik var ikke ordet. Soulland viste og viser – to årlige kollektioner under de københavnske modeuger og på den pariske herremodemesse. Men har også vist i London, New York, Berlin, Stockholm og Las Vegas. Senest har Silas & Jacob åbnet showroom i New York, som dækker salget i hele Nordamerika. De producerer også sko så populære, at salget er øget med 100 % hver sæson siden 2008. Man bliver jo helt stakåndet og kan kun konstatere, at frimærkeæren var fortjent.
Inspirationen bredte sig da også lifligt gennem hele Adlers veloplagte ”The Postmodern Collection”, da showets blåstribede skjorter, røde jakker og strikkede trøjer med postlogoer passerede revy. Skønne Fedora hatte var heldigvis ikke blevet glemt, de var lige til at forelske sig i, og 10 postbude har en kort tid indvilget i at bære dem under deres daglige runder i København. Fryd.
Gemt til sidst, men ikke glemt har Soulland åbnet egen butik i en fordums Sex Shop, som er blevet ryddet og renset, men har fået lov til at beholde sit oprindelige navn ”US Import”. Lidt snyd, synes jeg, når nu det hele i den butik er så dansk og så dejligt!

DESIGNERS REMIX
Heldigvis vendte Charlotte Eskildsen efter et par sæsoner i Londons modeuge næsen hjem igen for at vise sin til dato bedste kollektion med det sofistikerede remix under Copenhagen Fashion Week. Det foregik med Carlsbergs ny tappehal som luftig kulisse.
Og det blev et dejligt møde med en designer, som havde styr på stilens smalle såvel som rummelige silhuetter. De har været med til at præge Eskildsens tøj, siden hun i 2002 stiftede Designers Remix sammen med sin mand, managing director Niels Eskildsen.
Jeg noterede budskaber om slanke pigehabitter med pencilbukser, taljerede jakker og ¾  lange ærmer i råhvid silke, samme silke i minikjoler, og bomuld i viddekjoler med fine detaljer.
At der var dømt længder uden diktat gjorde kollektionen så meget mere salgbar, og farveskalaens brændte orange markerede sig fint sammen med java, terracotta og mokka mellem alt det hvide og nude. Men især var Charlottes citrongule fin til solskins tøj i mange varianter.

BAUM und PFERDGARTEN
Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, dygtig design duo, viste, hvad de duede til i Københavns Rådhushal, og det var ikke så lidt.
Kollektionen var bygget over inspiration fra 60’er filmen ”The Graduate” og rummede det hele – fra den sofistikerede Mrs. Robinson til hendes unge datter, begge figurer karakteristisk klædt for deres tid. Flot set i et par elektrisk blå stumpebukser til græsgrøn bluse, i pige habitternes minishorts og trenchcoats uden ærmer og kraver.
Baum und Pferdgarten gik sporty på den raffinerede måde og skabte deres helt eget casual modebillede uden at tabe tråden til de dyrebare silker i deres DNA.
Og så var paletten fyldt med fristelser som lys orange, ditto camel, creme og blød grå med smuk appel til kvinder i alle aldre. Vigtig modepolitik.

HUGO BOSS
Under en imponerende brunch fra Nimbs banquet køkken bød Hugo Boss velkommen til show med tre kollektioner i den københavnske modeuge og frit valg mellem ”Hugo”, ”Boss Orange” og ”Boss”. Lige fristende for en vaskeægte fashionista, men også ligeså fristende for alle os andre.
Derfor ekstremt sikre at holde øje med, hvis man føler sig på kaoskurs i modejunglens shopping gader!
Hugo med de slanke frakkers enkle snit og monochrome palet i sort og hvidt, så det aldrig kan gå helt galt. Læderbukser, som ikke fås bedre. Fint mønstrede silkekjoler og blazer jakker, der kunne overleve mere end én sæson.
Boss Orange’s smarte stribede jerseykjoler og tilsvarende trøjer, chinos – ja, og hvorfor ikke også denim.
Sidst, men ikke mindst Boss’ shifts (kjoler), dragter og skylette chiffon’er i lange kjoler til fint. Og igen: bluser, der var en modemesse værd. Yes! Jeg elsker Hugo Boss.

IVAN GRUNDAHL
Det var stort i mere end én forstand, og så var det en fejende, flot kollektion, Ivan Grundahl viste for 100 indbudte gæster i sit Borgergade showroom. Hans gigantiske hatte var for en sæson afløst af platinblonde Marilyn Monroe-parykker, som klædte ikon designet forrygende, og de elskede hvide gummisko sat i skygge af anderledes elegante hvide herre snøresko…
Og så var der ellers velkendt hype over feltet med klassiske gisp, hver gang den grundahlske volumen gik ud over sine grænser, eller skørterne i lag på lag fyldt med sødme gik amok for at vende rundt, de var jo skabt til at vende med i lufthavne uden fly.
Men i Ivans univers er den slags, modsat hans skaberevner, småtterier. Derfor var vi alle sammen vilde med ham.
Kollektionen startede i lyst gråt, men gik hurtigt over i hvidt og sluttede dramatisk sort med smukt forarbejdede robers stramtsiddende liv og brusende skørter. Skønne at skue. Svære at bære, måske lige med undtagelse af Dronning Margrethe, som grandiost og majestætisk har båret det, der var sværere over bonede gulve.

BY MALENE BIRGER
Limo’erne holdt i kø. Den globale pressedækning var på plads. Gæster fra toppen af kultur, kunst og politik chattede og indtog stolerækkerne med Malene Birgers imponerende sort/hvid stribede betræk. Spottede jeg også en rock dynamo? I hvert fald opgav jeg min navnenotering, der var alt for mange af dem til modeugens gigant show i Carlsbergs tappehal. Malene var top star med en kollektion af internationale dimensioner klar til 42 vigtige markeder over hele verden.
Wauuuv for en modeuge! Stilheden slog ned som et lyn, da designeren sendte sin første model ind iført flødehvid habit med Catherine Hepburn bukser under hvid Garbo-hat af smukkeste slags og fortsatte paraden med det ene dejlige style efter det andet. Skødesløst draperede minikjoler. Knælange stribede jerseykjoler med cardigantrøjer, som i Coco Chanels tid og lange nederdele der, hvor mærkeligt det kan lyde, havde en ordentlig portion sex appeal med sig på catwalk.
Bluserne var et kapitel for sig, man sad og ønskede sig hver eneste – mange i silke og strik, andre i chiffon og meget ny, men også nogle, som bare var skåret over en undertrøje.
Hvem ellers var sluppet godt fra at sætte en blazerjakke ind i sådan et modebillede.
Der var duft af Middelhav og Marokko omkring Malenes damer. Halston, New Yorks store designer og nok sin tids største, havde heller ikke levet forgæves. Det var tydeligt, at vor designer elsker 60‘erne og 70‘erne.
Finalen druknede i jubel, da hun sendte midi længden ind i pailletters smelt-os-på-kjoler, og der var bunker af dem i hver sine neonfarve plus guld og sølv og bronze. Var vi i Hollywood? Nej, vi var i København og meget imponerede, og ingen savnede husets fordums Salon med alt det dyre, for elegancen overlevede.

HENRIK VIBSKOV
Moderundernes længste køer af forventningsfulde gæster kunne opleves en sen aften før Henrik Vibskovs show på græsplænen foran Forum. Men Henrik havde også vundet verdens største designpris med en million svenske kroner fra Torsten og Wanja Söderbergs fond, og alle sagde, at det fortjente han. Så mast sig ind fik alle, nogle på stiletter, som de opgav, og gik videre på bare tæer i græsset.
Scenen var bygget op som en karrusel med madam blå-malede døre, modellerne gik ud og ind ad, mens de kørte rundt og rundt, og omkring karrusellen sad vi i cirkel og på planker og oplevede en designer, der var helt sin egen med kant på finurlighederne. Egentlig legesyg. Jeg så mænd i stumpebukser med kulørte halvstrømper. Der var i det hele taget gang i farverne – både de glade og sjove og de grå eller brune hverdags. Og jeg så piger i numsestramt, både skørt og kjole, men uden halløjsa i selve stilen og garanteret med ankelsokker eller halvstrømper i skoene, både de flade og de høje.
Men jeg faldt også pladask for Henriks spøjse, stivede alpehuer, sat lige på ho`det af hele karrusal flokken. Helt og aldeles uimodståeligt. Jeg kunne sagtens se kronprinsesse Mary med sådan en – og hvorfor ikke. Henrik Vibskov var stensikkert ikke en hr.-hvem-som-helst.
Hans cityshorts var godt forarbejdet, men kom ikke til Vibskov med rund ryg, så syr han en træpind ind bag skuldrene og sætter trælodder på for sjov. Selv om det både blev sent og nattekøligt ville hyldesten ikke holde op. Eva Kruse, direktør, Danish Fashion Institute, mente, ”at vor avantgardist krydsede klinger med kunsten”, og spændende, det var han.

Didder Rønlunds anmeldelser er venligst udlånt Copenhagen Fashion Week, hvor artiklerne kan findes på engelsk

Læs alle FashionForums anmeldelser fra modeugen her!