London-designstuderende bag pop-up-shop
London College of Fashion tilbyder for første gang interesserede at købe studerendes kollektioner fra en pop-up-butik.Så du også noget ved de netop overståede designskoleshows under Copenhagen Fashion Week SS12, som du absolut må eje?
Så kan du håbe, de danske designskoler følger i sporene af London College of Fashion, der for første gang tilbyder interesserede at købe studerendes kollektioner fra en pop-up-butik. Den såkaldte College Shop åbner ifølge FashionUnited.co.uk den 9. september.
I løbet af London Fashion Week, der foregår fra den 16.-20. september, vises udvalgte styles fra skolens dimittender – vel at mærke styles, der kronologisk beskriver de nyslåede designeres vej gennem fem års skolegang. Blandt andet vil William Tempest, Ada Zanditon og John Brunswicks kollektioner blive sat til salg til priser fra fem til 400 britiske pund. Der sælges både herre- og dametøj, såvel som fodtøj, accessories og kunstværker.
Alle varer har eget autencitetsnummer og bliver underskrevet af designeren bag.
På billedet: Ada Zanditons afgangskollektion