Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Metroexpress opkøber musik- og modemagasinet Soundvenue

Magasinet skal udvikles, men de gamle ejere er stadig en vigtig del af magasinet
Magasinet skal udvikles, men de gamle ejere er stadig en vigtig del af magasinet

MetroXpress A/S køber 60 procent af aktierne i Soundvenue A/S, selskabet bag musikmagasinet Soundvenue. Det oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

De nuværende ejere, Lasse Kyed og Martin Chidekel, forbliver i ejerkredsen med de resterende 40 procent aktierne. Soundvenue A/S fortsætter med samme ledelse som i dag.

”Vi ser et stort udviklingspotentiale i Soundvenue, som henvender sig til en attraktiv målgruppe, hvor vi i forvejen er meget stærkt repræsenteret gennem vores dagblade, MetroXpress og 24timer. Vi kender magasinet gennem et langvarigt redaktionelt samarbejde, og nu tager vi skridtet fuldt ud og bliver medejere,” siger Adm. Direktør i MetroXpress A/S, Søren Riis.

Opkøbet af Soundvenue ligger i forlængelse af MetroXpress’ vækststrategi om at være offensiv på såvel selskabets to dagblade som på andre platforme og nye forretningsområder.

”Vi tror på, at MetroXpress A/S kan løfte vores forretning og være med til at styrke vores position som Danmarks bedste musikmagasin,” siger Lasse Kyed, Adm. Direktør i Soundvenue A/S.

”Med MetroXpress A/S får vi en ejer, som deler vores ambitioner om at udvikle virksomheden offline såvel som online,” fortsætter han.

Soundvenue var tidligere kun et musikmagasin, men entrerede modescenen med ansættelsen af moderedaktør Sidsel Alling, i oktober 2010.

Overtagelsen fandt sted pr. 1. juli 2011, men er først blevet offentliggjort d.d.