Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

CIFF-direktør: Man bliver nødt til at være optimist

"Som tiderne er nu, skal man nok være en glad optimist i den her branche - for det er op ad bakke," siger CIFF-direktør Jesper Åndahl.
"Som tiderne er nu, skal man nok være en glad optimist i den her branche - for det er op ad bakke," siger CIFF-direktør Jesper Åndahl.

Med et fald i besøgstallet på knap 10 pct. har CIFF i Bella Center akkurat ligesom de andre københavnske modemesser oplevet nedgang denne sæson. Og det til trods for at messerne, og med undtagelse af CIFF, denne sæson valgte at droppe indgangsgebyret, hvis blot man forhåndsregistrerede sin ankomst.

Men ifølge Jesper Åndahl, der er marketing- og salgsdirektør i Bella Center er forklaringen på besøgsfaldet, fra 24.650 besøgende sommeren i fjor til 22.240 denne sæson, faktisk, at messen har ligget en uge tidligere end de forrige år.

”Den nye termin, vi har lavet denne august har vist sig at være et problem. Vores udstillere kommer i konflikt med kundernes sommerferieafvikling, når de skal invitere indkøberne,” siger messedirektøren.

Det faldende besøgstal på CIFF fordeler sig nogenlunde jævnt på danske og udenlandske indkøbere. Denne gang blev messen i Bella Center besøgt af 6.200 udenlandske kunder mod 7.100 for et år siden.

Og det får sandsynligvis konsekvenser, afslører Jesper Åndahl for FashionForum.dk – lige nu ligger samtlige de danske modemesser nemlig i møder om at rykke augustmessen en uge eller to fremad igen fra næste år.

”Vi diskuterer det, og vi har en forhåbning om at kunne flytte alle messerne fremad. Min umiddelbare fornemmelse er, at vi nok skal blive enige. Det vil være til gavn for især de skandinaviske besøgende,” siger han.

CIFF-direktøren fortæller nemlig, at han fra flere danske indkøbere har hørt, at skolernes sommerferie stadig er i fuld gang den første uge i august, hvilket giver problemer for modeprofessionelle med børn.

”Mange har ikke kunnet komme, fordi stadig er på ferie. Børnene plejer at starte i skole den uge, messen ligger, men nu starter de først ugen efter.”

Men én ting er antallet af besøg på messerne – noget andet er spørgsmålet om, hvor mange ordrer, indkøberne lægger. Og her er Jepser Åndahl varsom med de helt store ord:

”Stemningen blandt vores udstillere har klart været positiv, men det er måske mere et udtryk for, at udstillerne har fået et mere realistisk forventningsniveau. Før krisen havde vi vænnet os til, at det altid gik bedre hver eneste sæson, nu er alle klar over, at det er svære tider, og at forbruget i Danmark er faldende,” siger han og tilføjer:

”Man kan jo også se, at der ikke er kommet flere udstillere på messerne. Det er et udtryk for, at nogle af de usunde forretninger nok er sorteret fra. Mange er lukket og slukket, og det gør også, at de, der er tilbage, er konkurrencedygtige. Tingene har fundet et bedre leje.”

Og så deler messedirektøren ikke helt den optimisme, som Dansk Mode & Textils nyligt offentliggjorte forventningsbarometer giver udtryk for. Det pegede nemlig for nyligt på, at mere end 60 pct. af adspurgte danske modevirksomheder forventer fremgang i anden halvdel af 2011:

”Historisk set har det ofte vist sig, at tallene året efter ikke lever op til de positive forhåbninger, man havde året inden. Når man ser tilbage på, hvordan det reelt er gået, er den optimisme, der ses i barometeret ofte større, end det egentlig endte med at være. Men som tiderne er nu, så skal man nok også være en glad optimist i den her branche – for det er op ad bakke.”