Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: Ivan Grundahl SS12

Et showroom, en række stole, et bord med champagne og så derudaf.
Et showroom, en række stole, et bord med champagne og så derudaf.

Tæt pakket i Ivan Grundahls showroom stod både dansk og international presse og et anseeligt opbud af de kunder, der trofast har fulgt Ivan Grundahl i de ca. 30 år, han har regeret på den danske modescene. Tæt pakket. Hvilket ikke kan overraske, når designeren sagtens kan fylde Københavns Rådhus.

Det gav en back-to-basics-fornemmelse: Et showroom, en række stole, et bord med champagne og så derudaf.

Modellerne bar – nok som et hint til kundegruppen af gråt guld – alle hvide, korthårede parykker og højrøde læber, godt med attitude og den første med en tændt cigaret i munden, da de gled igennem rummet og poserede foran et stort spejl. Som altid hang der prisskilte fra en del af tøjet, som var det just hevet ned fra bøjlerne i en butik, hvilket kunne være godt det samme, fristes man til at tænke, for vi kender Grundahls silhuet af lag-på-lag så uendeligt godt, at det føles fortroligt – selv når delene kommer i andre materialer og farver, denne gang godt med hør og khaki.

Netop derfor var den sorte del af den enorme kollektion behagelige for øjet, da farven virkede samlende for silhuetten. En enkel kjole med en ned-ad foldet V-udskæring var fin, ligesom den lange aftenkjole med den rå blomster-agtige drapering fra skulderen og ned over den ene side af brystet var smuk.[[addon]]

Også den abstrakte krinolinenederdel med små flæsekanter kunne gøre sig godt til en uformel brud, og looket med den transparente strikkede top sat sammen med læggede skindbukser var næsten street, og også en sort, tulipanformet nederdel med indlæg af skind udmærkede sig i sin materialekombination.

Derimod kunne den overkonstruerede kjole i army-stof, det blå sæt med ballonbukser og kimonojakke samt de lysgrålilla taftkjoler snildt være redigeret ud af det 50 indgange lange show.

Fløjtespillet, der lå som en meget høj baggrundsmusik, kørte på repeat og blev til sidst så enerverende, at det afsmittede yderligere på fornemmelsen af repetition af samme tema. Man kan aldrig tage fra Ivan Grundahl, at han er Ivan Grundahl, og han er ikonisk for sin stil, men nogle gange rammer han alligevel et punktslag i tidsånden med sin markerede talje, lag-på-lag teknikker og kimono-lukninger – blot desværre ikke i denne omgang.