Anmeldelse: Stine Goya SS12

Der var en sart selvfølgelighed over det, da de første modeller skridtede ind som kloner af Stine Goya selv. Enhver, der har set billeder af designeren, har bidt mærke i det røde hår og tunge pandehår, og dette gik igen i modellernes parykker.

En fugl sang, at det var fordi Stine Goya med højaktuel fødselstermin havde været bange for ikke selv at kunne være med til showet, og derfor var modellerne således hendes repræsentanter. En anden kunne tolke, at det var fordi hun med denne kollektion virkelig føler, at hun viser sit DNA som designer.

Showets første del viste transparente skjorter med små kraver, korte som lange, bukser med flæsekant i linningen (som var rykket ned fra skødet af hendes korte signaturjakker – godt tænkt), cardigans med smalle kanter og fine lommer, silkebukser og bluser med volumen, kjoler i silke og bomuldssilke – både de ud-i-et-enkle og dem med dyb V-udskæring og lægget talje, enkle angorabluser og knælange silkeshorts.

Det hele havde en materiel lethed til sig, der understøttede paletten: Sart mint, lys beige, gul og blid orange. Silhuetten og flere af delene kender vi, men der var også en simplicitet og casual sportiness over det med bl.a. elastiktaljer og opadbuede underkanter, der var frisk i Stine Goya-regiet.

Showet var godt renset for sorte indgange, og de der var – et jakkesæt med den korte jakke med skød, cremefarvet fortil, sort bagtil, et jumpsuit med revers og opsmøg i en blid laksefarve, et par løst-fittede bukser med et bredt, elegant ’foldet’ læg fortil og lidt transparens – fungerede hovedsageligt som overgang til kollektionens mere mættede og intense farveindgange: Gul, pink, safran og vævet guld på en baggrund af sort.

[[addon]]Disse farver kom på sporty shorts i silke, strikkede mavekorte t-shirts, kantet af store guldhægter, og draperede bodycon-kjoler og nederdele i blød jersey. Farverne stod i kontrast til et blomstret rosa print på hvid baggrund, et pastelfarvet fjermønster og et mere grafisk mønster af brede pletter. Og det er virkelig her – blandt kollektionernes faver og print – man skal finde Stine Goyas (der er uddannet printdesigner fra Central Saint Martins) primære force.

På fødderne havde modellerne Stine Goya-sko – en kærkommen nyere del af kollektionen, der helt sikkert bliver et hit i gadebilledet. Prikkede, sorte, creme- og guldfarvede snøresko og sandaler i ruskind med smalle plateausåler i guld og tofarvede stiletter komplementerede stylingen.

Få dele stak lidt ud fra kollektionen som en helhed, her de småtprikkede jersey-items, der trods alt var meget harmløse (og helt sikkert skønne at have på) og en noget uformelig slå-om-kjole i guld. Men især var det delene med det for kollektionen gennemgående luftballonprint i en simili-variation på transparente kjoler og en enkelt badedragt, der stak ud. Nok var delene primært tænkt som showpieces til at definere kollektions titel og inspiration: ’Le Ballon Imaginaire’,  men de virkede noget påklistrede og for meget i en kollektion, der ellers udmærkede sig med en let og selvfølgelig elegance.

For det var virkelig fornemmelsen af det allersidstnævnte, man sad tilbage med. Selvfølgelighed og elegance. Stine Goya har, midt i sin virksomheds udtalte vækstplan, fundet en ro og selvsikkerhed i sit design, hvilket afslutningsvis, da hun kom ind på scenen – for det nåede hun – med sin store gravide mave, bare gav rigtig god mening.