Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: Wackerhaus SS12

Sæson for sæson tuner Trine Wackerhausen sig mere og mere ind på sit brands core values, og hendes SS12 South Beach Pastels kollektion var ingen undtagelse.
Sæson for sæson tuner Trine Wackerhausen sig mere og mere ind på sit brands core values, og hendes SS12 South Beach Pastels kollektion var ingen undtagelse.

Det bliver bare bedre og bedre med Wackerhaus. Sæson for sæson tuner Trine Wackerhausen sig mere og mere ind på sit brands core values, og hendes SS12 South Beach Pastels kollektion var ingen undtagelse.

Der var, som titlen afslører, hentet inspiration i den pastelpalet (med især lyserød, lyselilla og lysegul) man finder i området omkring Miamis ’South Beach’, blot var farverne endnu lysere (som bleget af solen) og tilsat swimmingpoolernes turkis og solreflekterede glimt af sølv, en mørk grå, en dyb denimblå og en noget mindre spændende beige. 



Det kan være svært at gøre sommertøj sådan rigtig cool, men det gjorde Wackerhaus: Shorts med vidde draperet med en knude foran, smalle skjorter ligeledes med denne knudedrapering (et blink til 1980erne, der ikke har været uset i det aktuelle gadebillede, men her gjort til en konstrueret og velfungerende feature), smalle bukser med høj talje, løse bukser med læg, der hang lækkert lavt i taljen, tynde herreinspirerede skjorter og de lidt oversize blazere – korte og lange – som Wackerhaus er blevet kendt for.
[[addon]]To ting er især gode: Hun har forfinet sin sans for detaljer og gjort dem mere subtile: Læg, lommer og inserts understøtter i stedet for at stjæle opmærksomheden, en fold nederst på det smalle revers er delikat og en bodystocking med hendes genkendelige V-udskæring og kig til maveskindet gør det valgfrit (og muligt) at give sit suit-look lidt kant og sexyness. 



En anden ting, der var klædeligt, var den feminine lethed, der var kommet mere af i kollektionen. Både i form af lange semi-transparente kjoler og nederdele, men også selve kollektionens silhuet, farver og materialer havde en lethed til sig, der gør tøjet nemt at bruge uden, at det mister sin fashionable attitude.

Kollektionens sorte items; korte kjoler samt korte og lange buksedragter med inserts af blonde (som også optrådte i AW og SS 11) blev derfor lidt tunge indslag, Men man ved jo godt (bl.a. også fra sig selv), at det sorte tøj ofte er det, der nemmest finder plads i garderoben, og derfor forstår man det godt. Men hold da op, hvor havde det stået flot foruden.

Et nistret beige/sort mønster skabte overgangen mellem kollektionens mørke og lyse dele, og, trods det var noget vinterligt midt i sommerstemningen, fungerede det, og kan uden problem køres ind i efterårets og vinterens garderobe. Hvilket om ikke andet er rart for forbrugeren.



To items med et dragelignede mønstre på hvid baggrund, stak ud og lidt af, bevares, men Trine Wackerhausen skal have ros for ikke at blive på vanligt monokrom grund.



Hun udvikler sig og gør det godt og har potentiale til en voksende kundekreds af de både voksne og næsten voksne kvinder. Hun bliver mere og mere præcis i sit formsprog, og den nyvundne lethed er forfriskende.