Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Anmeldelse: Veronica B. Vallenes SS12

Den hypede norske designer viste tøj så minimalistisk, at det tenderede kedeligt.
Den hypede norske designer viste tøj så minimalistisk, at det tenderede kedeligt.

Veronica B. Vallenes har startet sin karriere med en god portion hype og en del talentpriser i bagagen, bl.a. Max Factor New Talent Award 2011, der sikrede hende et show på Københavns Rådhus i februar.

Sin SS12-kollektion Midnight Dream viste hun på Nimb og spørgsmålet er så, om hun kan leve op til forventningerne endnu en gang?

Pressematerialet havde på forhånd gjort mig venligt stemt. Coveret dertil var i mat gummifløjstryk, og der var billeder og titler (dog ikke materialer) på alle styles. Sådan noget kan pressen godt lide. Så tak for det.

Ved et hurtigt kig ned over billederne så tøjet dog ikke synderligt bemærkelsesværdigt ud, men lad os nu lade det komme til live på modellerne:
[[addon]]Ind kom først en smuk, hvid kappe med rundede skuldre og volumen bagtil over en stram beige tubekjole. Herefter fulgte enkle toppe, ligeså enkle bukser og shorts, kimonoinspirerede kjoler og buksedragter. Det hele så minimalistisk at det, desværre, blev kedeligt og heller ikke bedre af, at ud af 24 (som er passende, men ikke mange) indgange var flere styles de samme, blot i forskellige farver.

Der var simpelthen ikke variation nok, og den laksefarvede transparente underdel med høj slids bagtil og den over-brystet krydsende top (som kom i flere udgaver) sammen med et turkismint suit var ikke særligt flatterende – selvom farverne, især den turkise, var spot on.

Hvad angår farver havde Veronica B. Vallenes også neglet den koboltblå til fingerspidserne. Ikke at den er ny i modebilledet, den gjorde sig bare virkelig godt på en silketop og dertilhørende korte shorts. (Selvom udskæringen lige skulle have været rettet lidt).

De nudefarvede cykelshorts med lynlås fortil var fine på den slanke model ligesom de enkle bluser med de spinkle slidser i ryggen. Dette gjorde sig også gældende for de store hættekraver – selvom enhver, der har prøvet, ved, at det er en svær en at bære hjem i praksis.

Ligesom i sidste kollektion var der orientalske inspirationskilder, hvilket gik rent og virkelig smukt hjem i en sort kappe og en kjole, der var konstrueret nærmest som en poncho med slids-åbninger til armene i et riflet eller meget fint plisseret silkestof, der dansede sjovt op og ned om modellens krop i en skævvreden volumen.

Ligeledes var et sæt bestående af jakke og shorts i tynd silkebrokade et dejligt afbræk i den minimalistiske monotoni, og samarbejdet med nationalfællen, smykkedesigner Bjørg, var vellykket og gav kollektionen lidt af den kant, den manglede.

Undertegnede savnede i kollektionen noget af det materialespil og den mere udfordrende silhuetkonstruktion, der stod så meget stærkere i designerens AW11. Det minimalistiske blev denne gang kedeligt og manglende en del af den brugbare elegance, der har båret Veronica B. Vallenes brand så langt frem til i dag.

Fotos: Copenhagen Fashion Week