Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: Hugo Boss SS12

Der blev sat en høj standard hos Hugo Boss, og det internationale modehus havde ikke sparet på noget.
Der blev sat en høj standard hos Hugo Boss, og det internationale modehus havde ikke sparet på noget.

Lad os lige starte med at slå en ting fast: Der er ikke sparet på noget hos Hugo Boss. Overhovedet. Morgenmad på Nimb med juice og god champagne og endelig, endelig nogle, der havde de dygtigste modeller med; Charlotte Høyer, Amanda Nørgaard, Josephine Skriver og Gertrud Hegelund kan absolut rykke et show til nye højder. Et show som dette beviser, at man altså også får noget for pengene, hvis man bruger dem på de (virkelig) dygtige modeller.

Men videre til tøjet. Hele tre forskellige kollektioner blev der vist. Hugo Boss, Boss Orange og Boss Black. Det kan allerede nu afsløres, at det klart er første og sidste halvdel, der er mest interessant.

De først looks på Hugo Boss viste taljeret, klassisk, men stadig ultrafeminint tøj af slagsen der er lige præcis tildækket nok til, at seriøse erhvervskvinde tager det på job – og til en drink bagefter. Det er lækkert tøj med taljerede blazere, smalle bukser og fine kjoler. Især de stribede fungerede godt både som kjole, og som nederdel tilsat en smuk sort top med hvid og hot pink detaljer. En smuk lettere A-formet kjole afsluttede Hugo Boss afdelingen og var i blå, pink, hvid, grå og sorte striber – flot og nyt, men netop ikke så vovet eller nytænkende, at man føler sig helt på ny grund. Alt tilsat høje, sylespidse sorte lakstiletter, der helt sikkert kommer til at klikke mod gulvet på en direktionsgang eller to.

Derefter fulgte Boss Orange-delen, der absolut var showets mindst interessante del. Det er Boss’ yngre og ”friske” linje, men det så ikke specielt ungt ud. Boho-et-eller-andet kan vi kalde det med maxi-kjoler, store tørklæder og denimjakker ud over, tilsat solbriller og tasker og en nu-skal-vi-nyde-sommeren stemning, der faldt lidt igennem.

Spørgsmålet er, hvem køberne til denne linje er: Vil de yngre kvinder, der stadig er med på Boho-tendensen vende sig til Boss Orange for at få inspiration, eller er det et forsøg på at få de ældre Hugo Boss-fans med på bølgen? Pointen er, at Hugo Boss måske er en smule for konservativt til for alvor at kunne få afsat sådan en linje herhjemme – i hvert fald når den kører med sådan et tema. For det konservative og klassiske gør Boss exceptionelt godt, som man igen kunne blive vidne til da modeller iført Boss Black-linjen skred ned af gulvet.

[[addon]]

Det er den klart dyreste linje, og det er man ikke i tvivl om. Et sæt med nederdel og bouclé-agtig jakke i gråt og sort satte standarden høj, ligesom en fin sommerlig kjole i fint rosa og sort mønster fungerede. Et blegt rosa sæt med løse stumpede bukser og en taljeret blazerjakke med flotte detaljer var smuk mod sommerbrun hud.

Den store finale var to gulvlange aftenkjoler, den ene i en flot, støvet lavendel med snøreliv, den anden flagrende i en  varm gul med enkel skulder og slids. Flot var det, og de understregede, hvorfor det lige præcis er til et show som Hugo Boss, at det er ok at have mere eller mindre kendte mennesker på første række – udover erhvervskvinder og de øvre luftlag af befolkningen kunne man godt se en kjole eller tre i ugebladene til sommer.

Dele af showet var flot, Boss Orange faldt igennem, og der var gjort alt for, at de fremmødte skulle have en lækker oplevelse. Man kan godt mærke, at man er på besøg hos en international koncern. Og det er i sig selv forfriskende engang i mellem.