Anmeldelse: Haaning & Htoon SS12

Haaning & Htoon er navnet på den norske designduo, som den norske ambassade har sat alle sejl ind på at promovere. Der er både drinks på ambassaden i aften og en lille bog om Norges svar på Danish Fashion Institute, nemlig Norwegian Fashion institute, var at finde til showet.

Duoen består af Min Htoon og Marianne Haaning og vandt tidligere på året Nåløyet-prisen for årets designere i Norge.

Kollektionen blev kaldt ”Ballerina goes to war” og var dermed et møde mellem det feminine og det maskuline, det bløde og det rå. Det er åbenbart en uudtømmelig kliché i designsammenhænge, for denne kollektion var i hvert fald mere feminin og blød, end den var decideret rå.

Det var lyse sandede farver, draperinger og rynkeeffekter og lommer påsat forskellige på ærmer og ben. Det var konede kapper, der nærmest mindede om forvoksede sjælevarmere (især en strikket med bånd foran var ikke helt god), et par tørklæder (et langt strikket passede for godt til chabby chik og bonderoser og afsyrede møbler), fine toppe, og en god draperet nederdel, der startede showet – og altså ballerinaens færden. Lyst, let og en lille smule kedeligt.

Derefter skulle ballerinaen som sagt i krig, og iført mørke kreationer kom hun af sted. Det blev fint, men også vældigt Helmut Lang-agtigt, med en printet lang kjole i gråt og sort tilsat hvid kortærmet skjorte med bindebånd, ligesom et sæt med læderleggings og en fin flerfarvet læderjakke også ledte tankerne hen på Lang.

I bedste militærstil var der prints, der konnoterede krig, og selvom der var jakker, stramme nederdele, en meget, meget stram kjole med kegleformet brystkorset og en uheldig nederdel i sort ufleksibelt stof der posede, med påsatte sorte fjer og med lynlåse i midten. Den sad ikke god og sprang ikke i øjnene på en god måde.

Finalen var igen i det lyse – gulvlang gammelrosa nederdel og blød hvid cardigan over afsluttede showet og indikerede at ballerinaen vandt sin krig.

Selv krigselementerne virkede ikke decideret rå – skoene var fx i den der lidt mellemfornøjede højde der gør, at de ikke er høje og ikke er lave og derfor ikke rigtig gør noget godt for nogen – andet end at virke konede. Håret og makeuppen og smykkerne var også rå i udtrykket, men det virkede malplaceret – der er ikke nogen grund til at gøre en kollektion mere rå end den egentlig er. At tøj er sort er ikke nødvendigvis det samme som at det er råt. Men der er ting imellem, der kan bruges for de mange, hvis universet ikke bliver sat i en ramme, der ikke kan fyldes ud.