Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: Nina Robenhagen SS12

Forfinede detaljer og attitude stod frem på debuttanten Nina Robenhagens modeshow på Rådhuset.
Forfinede detaljer og attitude stod frem på debuttanten Nina Robenhagens modeshow på Rådhuset.

Det er første gang, at modedesigner Nina Robenhagen viser show under Copenhagen Fashion Week og Københavns Rådhuset er rammen om debutshowet.

Nina Robenhagen er uddannet designer fra designskolen TEKO, men har også en baggrund som dameskrædder. Designeren fik i 2008 æren af en flot tredjeplads til Triumph Inspiration Award.

Dunkle toner af bandet The Doors rungende gennem den mørklagte sal og spotlyset blev tændt. En dramatisk stemning var lagt an og showet kunne begynde.

Ind kom den første model marcherende iført en enkel kombination af hvid transparent overdel tilsat en lang koralfarvet nederdel i et materiale, som mest af alt lignede transparent thaisilke. 


Som designerens signatur gennem kollektionen var alle modellerne iført en skrøbelig høj blondekrave i kombination med en skræddersyet hat sat på skrå kreeret af farverige blomster. Det var i detaljer som disse, hvor designerens skrædderbaggrund kom fint til syne i kollektionen.

[[addon]]

Gennem hele kollektionen havde Nina Robenhagen gjort brug af transparente materialer – heraf også et mere vovet valg af transparent printet velour i form af en fodlang kjole, som overraskende nok fungerede udemærket i sit enkle snit og minimalistiske udtryk.

Podiet bød desuden på et jakkesæt bestående af en kort jakke og højtaljede bukser i guldfarvet bastant materiale, som førte ens tanker tilbage på popikonet Elvis Presley, dog i en moderne og mere feminin udgave.

Som afslutning fremviste Nina Robenhagen en brudekjole af vintageinspireret karakter, som viste hendes alsidighed, men også hendes lettere ironiske distance til kollektionen.

Nina Robenhagens showdebut bød ikke på innovative silhuetter, men på en interessant kollektion fuldt til dørs af designerens materialevalg, hendes sans for detaljer og gode håndværk. Designeren følger tråden fra hendes tidligere kollektioner ved brug af transparente materialer, men er i SS12 kollektionen gået væk fra det dunkle, mørke og lettere forvirrede udtryk til at skabe en samlet og stærk kollektion. 
[[addon]]