Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: JewlsCPH SS12

JewlsCPH viste et feminint bud på smykker til kvinder til sit første solo modeugeshow.
JewlsCPH viste et feminint bud på smykker til kvinder til sit første solo modeugeshow.

For første gang under Copenhagen Fashion Week afholdte Mai Manniche, designeren bag smykkevirksomheden JewlsCPH, eget modeshow, hvor hun selv stod bag både smykke- og tøjkollektionen. 

Mai Manniche stiftede JewlsCPH i 2005 og har på kort tid skabt sig et velkendt brand, især kendt for sit farverige og sensuelle design udformet af diamanter, ædelstene, guld, sølv og læder.

JewlsCPHs show på den mindre lokation Galleri K  og de tætte lokaler gav en hyggelig underspillet stemning, som passede godt ind i designerens romantiske univers med lyserøde rosenblade drysset over podiet. Stiletterne kom i ro, milde toner spillede – showet var i gang. 

Ned af podiet kom den første model iført en pink florlet silkekjole, som flot flagrede i takt med modellens bevægelser. Ens for alle kjolerne var et sensuelt snit med dyb udskæring foran og bagtil – et snit som skulle understrege showets fokus, JewlsCPHs smykkekollektion. 

Desværre blev dette fokus ikke en realitet, da de spinkle smykker hurtigt forsvandt i den skinnende og pangfarvede tøjkollektion.

JewlsCPH fremviste en smykkekollektion, der spillede på det feminine, meget pigede udtryk i et sæt af halskæde, øreringe og armbånd – en kombination, der gik igen på alle modellerne i showet. Få gange sås også ringe, bl.a. et voluminiøst Georg Jensen ‘Moonlight Grapes’ inspireret item.

Smykkekollektionen bestod primært af et ensartet design, bestående af en eller flere tynde guldkæder tilsat et mere eller mindre iøjefaldende vedhæng af runde eller dråbefarvede sten i primært lyse nuancer kun brudt af få dele med sorte sten. Tilsat de forskellige look var altid et par pyntede oversize glistrende øreringe i farvede sten i lyserøde og stærke blågrønne toner. 

Showets forudsigelige styling og manglen på variation i designerens smykkedesign tilførte showet en lettere kedelig karakter, hvor det mest sindsoprivende var overraskelsen ved synet af et hovedsmykke skabt af sorte perler, som for første gang brød det meget pigede look og gav kollektionen en smule kant.

Men trods fremvisningen af det velkendte statementsmykke ’peacekæden’, var der intet statement over smykkekollektionen, og man stod tilbage med et savn til variation og innovation i designet samt et ønske om en mere vovet Mai Manniche, som tør tage chancer.

Smykkekollektion kunne hverken sættes i reference med et vintage, moderne eller blot innovativt udtryk og er en kollektion mere henvendt til det brede mainstreammarked end til trendsættende modeinteresserede.

Spørgsmålet er her, om smykkekollektionen egner sig bedre til en showroompræsentation for, at man som tilskuer kan se smykkerne på nært hold og dermed rent faktisk opleve det fine håndværk, sansen for detaljer og det høje forbrug af kvalitetsmaterialer som JewlsCpH jo også er, men som blot ikke kommer til sin ret i et sådan modeshow. 

[[addon]]