Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Anmeldelse: Bruuns Bazaar SS12

Det var et interessant møde med Bruuns Bazaar og deres nye chefdesigner – med både højde- og lavpunkter
Det var et interessant møde med Bruuns Bazaar og deres nye chefdesigner – med både højde- og lavpunkter

Det var første kollektion, den tidligere COS-chefdesigner Rebekka Bay har stået bag i Bruuns Bazaar-regi, og der var derfor lidt nye toner at spore på den vante showlocation: Den smukke gård i Silkegade, hvor brandet vanen tro holder hof om sommeren.

Og ja, der er som sagt nyt at spore hos Bruuns Bazaar. Man kan kalde det strømlinet, minimalistisk eller enkelt – det er tydeligt, at Rebekka Bay har brugt af de kvaliteter, der har gjort COS kendt og elsket – blandt andet de minimalistiske styles. Kollektionen er holdt i rene farver, for pigernes vedkommende sort, sand, tobaksbrun og midnatsblå tilsat nuancer af smukke klare farver, hvis udgangspunkt var eksotiske blomster som hibiscus, pink orkideer og dragefrugt. Hos mændene var det sort, blå, grå og sand – farver der ikke afskrækker nogen og fungerer godt med et kommercielt sigte for øje.

Det er enkle silhuetter med smalle stumpebukser, blazere og løse kjoler i papir-agtig poplin, der både posede på en ikke-flatterende måde om de slanke modelkroppe og for det andet krøllede på en ikke særlig pæn måde, når man så det live. Og det er ærgerligt, for i både look booken og på catwalk-billederne ser det umådelig fint ud.

Til gengæld fungerede en kjole i samme snit, og med samme udskæring i halsen rigtig godt i en sort, blød udgave.

[[addon]]
Der var en kjole med colour blocking, spidse stiletter og fine små lommer i kontrastfarver på kjoler. Der var fine små shorts, en knapt så pæn brun læderkjole (igen, pasformen) og fine, fine lyse skjorter. En buksedragt i den smukke midnatsblå farve (Amanda Nørgaard kan få alt til at ligne en million), og bukser med læg.

Til herrer var der dømt klassisk herrelook med jakkesæt, blazere med enten to eller tre knapper, lyseblå skjorter (både med og uden striber), en flot trenchcoat og sandfarvede bukser og shorts. Det er ikke nyskabende herretøj, men prøver heller ikke på at være det.

”Det nye Bruuns Bazaar” skriver de i presseteksten, og indikerer dermed starten på en ny æra for et af Danmarks mest etablerede brands. Hvad det betyder for næste sæson, hvor Rebekka Bay og Bruuns Bazaar har haft mere tid til at lære hinanden at kende, bliver spændende at følge.