Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

1. messedag - "Stemningen er vildt fed"

På messernes første åbningsdag er det endnu for tidligt at konkludere noget om lukkede aftaler og fantastisk messe, men stemningen på CPH Vision er positiv – meget positiv.
På messernes første åbningsdag er det endnu for tidligt at konkludere noget om lukkede aftaler og fantastisk messe, men stemningen på CPH Vision er positiv – meget positiv.

På messernes første åbningsdag er det endnu for tidligt at konkludere noget om lukkede aftaler og fantastisk messe, men stemningen på CPH Vision, byens næsteældste messe (kun overgået af CIFF i Bella Center, red.), er positiv – meget positiv.

”Vi har allerede lukket nye ordrer med flere af vores eksisterende kunder, og der er stor interesse for, at vi for første gang laver tre drop-offs (leveringer, red.) pr. sæson. Mange vil gerne have nye varer på hylderne oftere,” siger Cathrine Alva-Jørgensen, der er medejer og salgschef i Style Butler. Det danske brand har eksisteret i seks år og har de seneste fire år været at finde på CPH Vision-messen.

”Her er en virkelig positiv energi,” siger hun.

I den anden ende finder vi Natasja Qvitzau Lund, der med sit brand Nuit Comme Oui denne sommer har sin messedebut. Nuit Comme Oui har to år på bagen, Natasja Qvitzau Lund har 23, og hun er begejstret.

”Jan Carlsen (adm. direktør på CPH Vision, red.) og Vision-folkene har været gode til at fremhæve mig som nyt mærke,” siger den imponerende, unge designer og slår ud med armene for at vise, hvordan hun med en placering helt i top – lige ved den ene indgang til messehallen – har fået en flot modtagelse på messen.

”Nu ved jeg jo ikke så meget om at være på messe generelt, men det virker som en god investering indtil videre,” siger hun og fortæller, at hun allerede her på første dag har oplevet flot interesse – især fra Asien.

”Men mit tøj er selvfølgelig også lidt origami-inspireret,” siger hun og fortæller om forventningerne til sin debut:

”Jeg forventer nok mest af alt, at jeg bliver set. Jeg tænker, at de skal vide, hvem jeg er, og være sikre på, at jeg kommer tilbage næste år, ambitionen er ikke at lukke et stort antal ordrer.”

Nuit Comme Oui havde flere styles med på CPH Visions presseshow – blandt andet kjolen på billedet ovenfor, men også åbningskjolen var af det unge mærke.

”Det har givet rigtig god respons, jeg har hørt mange tale om det,” siger Natasja Qvitzau Lund.

Et par messestande længere inde i hallen finder man det nye skomærke Epoke Copenhagen. Bag brandet står Pernille Askman, der tog springet fra marketing til designer med sin første kollektion i vinter. Hun foretog i januar det vovede træk at debutere i Paris frem for i hjemlandet, og det med blandet succes:
 
”Jeg fik en del opmærksomhed herhjemme, fordi jeg valgte at starte på Pret-a-Porter i Paris. Det var jo dejligt. Men jeg har nok lært af oplevelsen, at det er godt at have et sikkert hjemmemarked før man bevæger sig udenlands,” siger hun og tilføjer til CPH Visions ros:

”Der var vitterligt ikke et øje på Pret-a-Porter, der var ingen mennesker. Det er vildt fedt at være her (på CPH Vision, red.), her er langt flere mennesker, og jeg har allerede fået en del henvendelser, særligt fra udenlandske kunder,” siger Pernille Askman.

Hun er primært på den københavnske messe for at skabe netværk og lave aftaler, der kan føre til showroombesøg efterfølgende:

”Jeg vil meget gerne udvide mit hjemmemarked – og svenske kunder er også velkomne.”