Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Modeugens aktører: Cecilie Thorsmark

Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen.
Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen.

Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen. FashionForum.dk sætter i serien ”Modeugens aktører” fokus på en række forskellige mennesker, der på hver sin vis deltager i, oplever og står for modeugen.

Cecilie Thorsmark er personlig assistent for adm. direktør i Danish Fashion Institute, Eva Kruse. Hendes modeuge er derfor fuldt besat med møder, aftaler og shows fra morgen til aften.

Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?

Jeg sidder jo på en arbejdsplads, hvor der arbejdes med modeugen året rundt.

Mit arbejde i forhold til Copenhagen Fashion Week består først og fremmest i at koordinere samarbejdspartneres og politikeres besøg til shows under modeugen. Vi samarbejder og kommunikerer jo med dem hele året rundt, men primært via mails, telefonopkald eller formelle møder i ”kedelige” kontoromgivelser, så derfor betyder det utrolig meget for os – og forhåbentligt også for dem – at møde hinanden på en lidt mere uformel og afslappet facon.

Derudover står den i ugerne op til modeugen på en del pressearbejde og jeg skriver bl.a. Copenhagen Fashion Weeks pressemeddelelser, som udsendes til både dansk og international presse. Desuden koordinerer jeg Eva Kruses interviews og udtalelser til pressen både op til og under modeugen. Der er selvsagt mange, der gerne vil have en kommentar fra Eva, så der er det min opgave at selektere lidt i henvendelserne først, briefe Eva om formål og vinkel og sætte dem i kalender hvis nødvendigt.

Hvordan deltager du i Copenhagen Fashion Week SS11?

Jeg tager rundt til stort set alle shows under modeugen og er så heldig, at det foregår i det hyggeligste selskab, man kan forestille sig – sammen med Eva Kruse og Didder Rønlund.

Min telefon er desuden rødglødende og må lades op i tide og utide især i løbet af den første dag eller to. Pressen ringer uafbrudt og skal have en kommentar eller et interview med Eva, og det går gennem mig. Det er om at holde tungen lige i munden og grundigt koordinere hver enkelte interview.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?

De er hektiske! Men når man er så heldig at beskæftige sig med det, man virkelig er passioneret omkring, er det heldigvis hektisk på den fede måde. Adrenalinen pumper, stressniveauet topper, og søvn er der ikke meget af.

Jeg starter typisk dagen ud med at mødes med Eva til morgenmad og kigge på dagens program – både i forhold til de 10-12 shows, vi skal nå til og i forhold til planlagte interviews og møder. Derefter mødes vi med Didder Rønlund og så skydes dagen i gang. Når alle shows er veloverstået, runder vi typisk lige kontoret, hvor vi tilbringer en lille stund med vores computere og klæder om til aftenens fester (ens garderobe er nemlig delvist flyttet ind på kontoret..). Derefter rykker vi ud i nattelivet og får hilst på nogle af dem, vi ikke havde fået talt med endnu.

Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week?

Jeg forventer vel mest af alt at de mange modeprofessionelle får en god oplevelse, at indkøberne køber maximalt ind og at medierne giver eventen og mærkerne en god og saglig pressedækning.

Derudover forventer jeg, at vores internationale gæster (særligt medier) samarbejdspartnere og politikerne får en god oplevelse samt et endnu bedre indtryk af modeugen og modebranchen, som et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, og for den professionalisme og kreativitet som danske modevirksomheder udviser.

Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?

Det er jo altid spændende med nye impulser, så jeg glæder mig rigtig meget til at opleve de danske designere, som har valgt at vise for første gang nogensinde. Vækstlaget i modebranchen har utrolig meget at byde på, og så er det jo uhyre vigtigt for branchens udvikling og fremtidige potentiale.

Har du nogle særlige rutiner eller ting du SKAL nå i forbindelse med modeugen?

Der er vel nærmest ikke andet end rutiner for mit vedkommende, ALT er skemalagt ned til minuttet, så hvis der en sjælden gang er lejlighed til noget spontant eller uforudset, er det næsten lidt befriende.

Hvad betyder modeugen for din virksomhed/brand/butik/etc.?

Modeugen betyder alverden for Danish Fashion Institute. Vi kan lave nok så mange gode projekter og tiltag for at styrke branchen og på alle tænkelige måder hjælpe virksomhederne med at vækste gennem kompetenceudvikling, videndeling og videntilførsel, men det er uhyre vigtigt for en branchen at have en stærk hjemmebane, hvorfra mærkerne i deres egne omgivelser præsenterer og sælger deres tøj til danske og udenlandske butikker. Uden en modeuge som udstillingsplatform for de mange danske virksomheder, ville de færreste få deres potentiale at se.