Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Fra gamle lagener til bæredygtig mode

Gamle klæder skal forvandles til bæredygtigt modetøj – i hvert fald, hvis det står til modevirksomheden Sort Slips Hvidt Slips.
Gamle klæder skal forvandles til bæredygtigt modetøj – i hvert fald, hvis det står til modevirksomheden Sort Slips Hvidt Slips.

Gamle klæder skal forvandles til bæredygtigt modetøj – i hvert fald hvis det står til modevirksomheden Sort Slips Hvidt Slips. Designteamet producerer som de eneste i Danmark kollektioner bestående af udelukkende kasserede materialer fra et dampvaskeri.

Designer Victoria Ladefoged og grafisk designer Rikke Nogel står bag modevirksomheden, som nu har eksisteret i to år. Deres kollektioner består af bæredygtigt dame- og herretøj designet i et klassisk grafisk snit inspireret af traditionelt herretøj.

Victoria Ladefoged fortæller FashionForum.dk om konceptet bag kollektionen:

”Ideen til at benytte genbrugsmaterialer opstod i min læretid hos en herreskrædder, hvor jeg designede tøj ud af gamle viskestykker,” fortæller hun og uddyber:

”Det at kombinere gamle kasserede materialer med godt håndværk og et moderne snit er en kombination af to forskellige verdener og giver en kontrast, som jeg finder dejlig uhøjtidelig, humoristisk og provokerende.”

Gammel historie fortælles i nyt modetøj
Designduoen producerer sin kollektion af fire forskellige materialer, heraf kasserede lagner, sorte tjenerforklæder, hospitalskitler og dynebetræk, som de får leveret fra dampvaskerier til butikkens skrædderi.

”Bomuldsmaterialerne er brugte og er derfor meget forvaskede og bløde og har naturligt et trendy, forvasket look. Samtidig medfører genbrugselementet kollektionen en historie og en unik æstetik,” forklarer Victoria Ladefoged.

I det færdige tøj sidder et mærke, som fortæller forbrugeren om tøjets historie, som for eksempel målene på den oprindelige dug eller navnet på den person, som bar tjenerforklædet i sin tid. 


”Mærket viser, at tøjet har haft et liv tidligere, og giver det en stemning af gammel tid, som forbrugerne finder interessant,” siger Victoria Ladefoged.

Styrken ligger i designet

At brandets kollektion skulle produceres bæredygtigt var, ifølge Victoria Ladefoged, ikke et bevidst tilvalg:

”Jeg ser en tendens til, at bæredygtigt tøj i modebilledet ofte er henvendt til et smalt segment. Derfor vil vi gerne skabe bæredygtigt modetøj med et nyt udtryk, som henvender sig til andre forbrugertyper,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi har en anden tilgang til bæredygtighed, idet at vores første tanke med kollektionen ikke havde et bæredygtigt præg. Det er det designmæssige, som bærer tøjet – og det er vores styrke,” understreger Victoria Ladefoged.

Bæredygtighed medfører individuel mode
Designteamet producerer deres kollektion ud fra førnævnte fire materialer, som er farvet med naturlige farver og kun produceret i et lille omfang ad gangen:

”Vi finder det naturligt med en lille tøjlinje, idet det både er mere miljøvenligt, men også fordi det giver vores tøjstykker en mere unik og individuel karakter. Hvem gider gå med noget alle andre har – jeg gider i hvert fald ikke,” fastslår Victoria Ladefoged.

Historisk og bæredygtigt værdi er populært i Japan og England
Lande som England og Japan er et marked, hvor Sort Slips Hvidt Slips især finder indpas:
 
“Vi mærker, at bæredygtighed er en international tendens , Der er en stor interesse i vores produkter fra især det engelske og japanske marked, som jeg ser er en del længere fremme end det danske, hvad angår interesse for miljøvenligt tøj,” fortæller Victoria Ladefoged.

Unge forbrugere køber historien

I Danmark ser designeren to forbrugersegmenter med interesse i deres tøj:

”Der er den ældre kundegruppe mellem 50-60 år, som især er tiltrukket af kvaliteten og den bæredygtige værdi, og så er der de unge, som passer godt ind i vores designprofil, og som finder det historiske element interessant,” slutter Victoria Ladefoged.

Se website her