Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designernes Karrierer: Man må ikke specialisere sig for meget

Alsidighed er en central kompetence, der sikrer, at designerne kommer videre til næste job i en omskiftelig industri. Det fortæller Lise Skov, der er Ph.d. ved CBS.
Alsidighed er en central kompetence, der sikrer, at designerne kommer videre til næste job i en omskiftelig industri. Det fortæller Lise Skov, der er Ph.d. ved CBS.

Hvordan former de danske designeres karriere sig? Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved Copenhagen Business School, står bag en undersøgelse af hvordan designeres karriere har formet sig efter, at de er dimitteret fra én af de større danske designskoler i enten 80erne, 90erne eller 00erne.

45 danske modedesigneres fortæller om deres arbejde og livsforløb, familie, værdier og visioner, der bringer hidtil oversete spørgsmål på dagsordenen. Rapporten udgives i slutningen af året og op til da, bringer FashionForum.dk, i samarbejde med Lise Skov, et udvalg af de mange beretninger.

Inden for arbejdsmarkedsforskning taler man normalt om to typer karrierer: En vertikal karriere betegner opadstigen i organisationens formelle struktur fra en underordnet til en overordnet stilling, mens en horisontal karriere er en bevægelse mod specialialisering inden for et givent felt.

Men modedesignere passer ikke ind i disse begreber. Selvfølgelig findes der designere, der bliver ledere, men i de fleste virksomheder kan designerne ikke avancere uden for produktudviklingsafdelingen.  Der findes også designere, der bliver eksperter, for eksempel inden for områder som trends eller bæredygtighed, men de kommer typisk til at arbejde som selvstændige konsulenter.

Et tema, der løber igennem mange interviews, er faktisk en advarsel mod at specialisere sig for meget. En designer, der  havde valgt at specialisere sig i ét enkelt produkt, fandt det sværere og sværere at finde job og endte med en længere periode som arbejdsløs. En anden fortalte, at hun havde arbejdet for to børnetøjsfirmaer lige efter hinanden og tilføjede, at hun i hvert fald ikke skulle mere med børnetøj i de nærmeste år. En tredje, der startede et lingeri-firma, da hun var i fyrrerne, fortalte, at hun var tiltrukket af projektet, fordi undertøj var det eneste produkt, hun ikke havde arbejdet med på det tidspunkt.

En af dem forklarer:

”For en designer, der vil arbejde i industrien, er det sådan, at jo mere netværk, der kan blive på kryds og tværs i mellem folk og arbejdsopgaver, jo flere produkter man kan håndtere, jo mere alsidig man er, desto nemmere har man ved at få arbejde.

Jeg tror, det er enormt farligt at vælge at arbejde målrettet med ét produkt. For så sidder jeg herude og bliver arbejdsløs. Eller også lukker den virksomhed, jeg sidder i, og så er der godt nok lang vej tilbage. Hvis man vil blive i den her branche, skal tingene skal meget gerne flettes ind i hinanden. Det er rigtig farligt at blive for selektiv med hvad man vil.”

Alsidighed er altså en central kompetence, der sikrer, at designerne kan komme videre til næste job i en omskiftelig industri. Fordi evnen til at hænge på under skiftende omstændigheder er vigtigere end at opbygge autoritet over tid, kalder vi dette en rodeokarriere. En af de praktiske konsekvenser er, at  mange er uvillige til at blive i samme job længere end 2-4 år. De er bange for at gro fast.

Designere er parate til at prøve lidt af hvert, og når de bliver kastet af, kommer de hurtigt op i sadlen igen. Det er ingen skam at blive fyret, fortæller de os. Mange er så hurtige til at sprede nyheden om, at de er jobsøgende, at de har arbejde igen i løbet af få dage.

Foto: Afgangskollektion fra Karoline Birkedal Thomsen, MA fra DKDS