Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Lukket koncern årsag til Bestseller-giftskandale

Bestsellers lukkede kultur er med til at forklare, hvorfor modekoncernen ikke har erkendt egne fejl i rette tid.
Bestsellers lukkede kultur er med til at forklare, hvorfor modekoncernen ikke har erkendt egne fejl i rette tid.

Bestsellers lukkede kultur er med til at forklare, hvorfor modekoncernen ikke har erkendt egne fejl i rette tid, mener ejer Anders Holch Povlsen. Antallet af sager om sundhedsfarligt tøj vokser dag for dag, og det er den mest alvorlige situation i selskabets historie, konstaterer Holch Povlsen. Det skriver business.dk.

Anders Holch Povlsen optræder mindst muligt i medierne. Alligevel har han kontaktet Berlingske for at fortælle, at han har ændret sine planer og kommer til København for et interview. I sit palæ i Bredgade tager den 38-årige jyde og ejer af en af Danmarks mest succesfulde familievirksomheder imod.

Han er utilfreds med, at en fotograf er fulgt med til interviewet. Det var ikke en del af aftalen, indskærper Holch Povlsen, og efter tre-fire minutters samtale står det klart, at der ikke bliver noget interview, hvis det indebærer et frisk foto til avisen. Et arkivfoto må være nok, mener han.

Lukketheden kendetegner ikke bare Anders Holch Povlsen. Den har været en del af hele virksomhedens DNA, siden faderen Troels Holch Povlsen i 1975 lagde de første byggesten til det, der i dag er Danmarks største modevirksomhed med flere end 2.500 butikker på 46 markeder og derudover cirka 3.700 butikker i Kina.
Handling frem for ord

Lukketheden – eller ydmygheden som folk fra Bestseller foretrækker at kalde fænomenet – har hjulpet selskabet til at fokusere på handling i stedet for ord. Men denne gang har virksomhedens lukkede kultur haft den uheldige bivirkning, at koncernen holdt kortene for tæt ind til kroppen, da den fandt skadelige stoffer i sit tøj, erkender Anders Holch Povlsen.

Mange forbrugere fik intet at vide, og myndighederne blev også ignoreret ved de bekymrende fund i 2009 og 2010. Først for en uge siden brød de dårlige nyheder ud i medierne, da Berlingske kunne fortælle om en cardigan og en jakke til børn med kræftfremkaldende stoffer. Siden har avisen spurgt, om der er flere ting, som skal frem, og herefter har Bestseller fortalt om et tredje stykke kræftfremkaldende børnetøj samt en T-shirt til kvinder med ftalater, som er hormonforstyrrende.

Alt i alt fire møgsager, som ultimativt kan gøre skade på børn og kvinder. Derudover kan Bestsellers noget fodslæbende håndtering af de alvorlige sager sende virksomhedens troværdighed i retning mod nulpunktet.

Kan jeres store påpasselighed med ikke at gå i medierne have haft den uheldige konsekvens, at I var for dårlige til at bryde jeres egen stilhed, da fundet af skadelige stoffer skulle kommunikeres videre?

"Det er rigtigt. Det tror jeg, du har fuldstændigt ret i," siger Anders Holch Povlsen.

Fotografen er sendt hjem. Interviewet er i gang, og det er med brug af lange tænkepauser, at den pressesky ejer svarer på spørgsmål. Han ønsker ikke at kritisere mediernes dækning. Det er tid til at kigge indad, mener han.

Hvorfor tror du, at jeres generelle tilbageholdenhed kom til at udgøre et problem, da I fandt de skadelige stoffer?

"Jamen, vi tilstræber på mange områder en tilbageholdenhed. Vi har ikke behov for at komme frem i rampelyset. Tværtimod. Og når det så er påkrævet, kan det fint være, at vores reaktionsevne er for langsom. Men … Mon ikke vi bliver bedre?" siger han.

Hvad gør I så for at forbedre krisekommunikationen fremover?

"Nogle gange ved du ikke, hvad det ender med. Men vi må finde ud af det. Det er ikke den disciplin, som vi regner med, at vi skal stille op i ret ofte," siger Anders Holch Povlsen, der på den ene side erkender, at den lukkede kultur er et problem, men på den anden side afviser et decideret opgør med den.

Bestseller tager dog et lille skridt ud af lukketheden ved at have lovet, at virksomheden fremover vil »annoncere i dagspressen« ved fund af skadelige stoffer. Men de største ændringer bliver på det juridiske område.

Anders Holch Povlsen fortæller, at såvel virksomhedens egne som eksterne jurister undlod at gøre opmærksom på, at skadelige stoffer skal kommunikeres videre til myndighederne. I disse dage opretter Holch Povlsen en såkaldt »compliance-afdeling«. Den skal sikre, at Bestseller får dannet sig overblik over virksomhedens produktansvar på samtlige 46 markeder, og første punkt på dagsorden bliver formentlig at få styr på virksomhedens ansvar i de tre kræftsager, som nu er kendt i den danske presse, men først er ved at blive kommunikeret videre i gennem et europæiske alarmsystem af Miljøstyrelsen.
Øget sikkerhed over for børn

Derudover har han udpeget folk i børnetøjsforretningen Name It, som specifikt skal tage sig af produktsikkerhed i forhold til børnetøj, hvor der er ekstra mange krav at leve op til. Også her er kravene forskellige fra land til land. Således er det både en lukket kultur og juristerne, der bærer et ansvar for selskabets problemer i dag.

Som den sidste gruppe med ansvar nævner Holch Povlsen leverandørerne, som puttede de skadelige stoffer i produkterne. Som juristerne slipper de også for en fyreseddel.

"Vi kan ikke bare give leverandørerne et los bagi, så de kan give varerne videre til en anden virksomhed. Vi er nødt til at gå ind og hjælpe dem med at blive bedre," siger han.

Det har gjort ondt på Anders Holch Povlsen at opleve virksomheden blive kritiseret, fortæller han, og han har også mærket, at medarbejderne bliver påvirket.

"Det påvirker os alle i virksomheden. Det er klart. Vi rykker lidt tættere sammen, når sådan noget sker."

Kilde: Business.dk